Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

309 Faareavlens praktiske Ledelse. Mærkning af Lam og Faar maa nødvendigvis foretages i ftørre Faareflokke, III. af med Ekskrementerne. Der maa dog være nogle Dage mellem disse 2 Opera- ikke Lammene skulle svækkes for meget, men sor ovrigt komme de let over uden en saadan er prisgivet Tilfældigheder ved Avlen. Der kan mærkes paa for- langt den vanskeligste Periode. Fugtigt Vejr og uheldig Græsning kan let gøre, at Lammene tabe i Huld og endog have ondt ved at klare sig, men i saa Fald vil et lille Tilstud af Kraftfoder gore megen Gavn. Særlig bidrage Bomuldsfrokager, men ogsaa Hampefrs- kager, meget til at holde Fordøjelsen i Orden. Dernæst maa man, hvis der er Svagheds- tegn, tage dem tidligt paa Stald om Natten; men er Vejret kun nogenlunde gunstigt, kunne de meget godt vedblive om Dagen at føge deres meste Fsde ude mindst November Maaned ud. Delvis Græsning paa Stub er ganfle fortrinlig for Lam, da de i Regelen kunne samle lidt Korn der. Men komme de i nogenlunde ordentlig Stand paa Stald mod Vinteren, ere de taknemmelige at fodre paa. Med fornævnte Vinterfodring for- bedres da hurtigt Udseendet, og selv om Vintertilvceksten ikke er saa stor, vinde de dog saaledes frem, at de komme sig forbavsende hurtigt, naar de som aargamle næste Foraar komme paa Græs, og de kunne da igen naa at tage henimod l/2 Pd. C/4 Kg.) paa om Dagen. Buus opgiver, at Flokkelam, som, naar de sættes paa Stald om Efteraaret, kunne veje 90—110 Pd. (45—55 Kg.), om Foraaret ere naaede 20 å 30 Pd. (10—15 Kg.) frem, og ved St. Hansdagstide kunne de afgaa som fede med en Vcegt af 145 å 150 Pd. (72%—75 Kg.). Dette kan vel lade sig gøre — man kommer ved særlig velplejede Dyr, som Buus ogsaa bemærker, let meget højere op — men der kræves da en meget rigelig Ernæring, og under almindelige Forhold naas det sjældent med store Flokke. Der maa der sædvanlig slaas henved en 20 Pd. af helt igennem. Have Faarene naaet 1 Aars Alder og ere kraftige og sunde, ere de lette at behandle, og man har efter den Tid under nogenlunde gunstige Forhold kun sjældent Vanskeligheder med dem. De maa helst vcere ude baade Dag og Nat til helt hen paa Efteraaret fremfor at jages til og fra Stalden, og er Vinteren aaben, og Vejret ikke altfor sludfuldt, kunne de vedblivende gaa ude om Dagen lige til Jul uden at lide der- ved, selv om de ere bedækkede. Tillægsvædere bor behandles særligt omhyggeligt. I Flok sammen med de ovrige Faar naa de ikke den ønskede Udvikling, og da det sædvanlig kun er nogle faa Stykker, det drejer sig om, tøjrer man sædvanlig Moderen paa god Agergrcesning. Kan Lammet da faa Lov til at gaa lost, trives det derved ganfle fortrinligt, og saar det den kommende Vinter god Forplejning, kan det naa en særdeles tilfredsstillende Udvikling, kan om Efteraaret i September veje 110—120 Pd. (55—60 Kg.) og om Foraaret i April c. 170—80 Pd. (85—90 Kg.) eller omtrent den samme Vcegt, som opnaas for engelske Racevcedere. Naar Væderlammene ere fra 1—3 Uger gamle, maa de kastreres, hvis de da ikke i Lobet af Sommeren flulle sælges som Slagtelam. I saa Fald maa man undlade dette, da Slagteren helst vil have ukastrerede Lam. Tillige hugges i samme Alder Halen af saavel Vcedere som Gimmere, da den lange Hale let gør, at Faarene til Tider, liaar Fordøjelsen er i Uorden, blive saa snavsede bagtil, at de endog kunne have Besvær ved at komme tioner, at dette. dels fordi Faarepasseren særlig i Lcemnillgstiden maa vide Rede i Flokken, dels fordi man skellige Maader, men det gælder om at komme nogenlunde nemt fra det og dog vide solid Bested. En meget god Maade er at bruge baade de sædvanlige Oremcerker og Tatovering i selve Oret. Til førstnævnte bruges den almindelige Øretang, og til sidstnævnte en Tang, i hvilken der kan indsættes de forskellige Tal, forsynet med smaa spidse Pigge i Randen. Medens Moder og Lam endnu staa afsondrede i deres særskilte 20*