Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

310 F aoret. Rum, tatoveres Lammet med Moderens Nummer i hojre Dre og Aarstal i venstre, og disse Mærker ere, naar de med Omhu anbringes, hvor Oret er klart, tydelige, saa længe Dyret lever. Naar Gimmerne senere sættes ind i Flokken, mærkes de i Oreranden med det Lobenummer, de skulle have; Vcrderne ere mærkede paa samme Vis, og man har nu kun om Efteraaret, naar Flokken af Moderfaar deles til de forstellige Vcedere, at notere sig, hvilke Nummere de enkelte af disse betjene. Man har da fuldstændig Rede paa Afstam- ningen og har, om man vil, Materialet til at fore Stambog. Dette finder sædvanlig dog kun Sted, hvor man driver Renavl. D. Faarets Erncering og Pleje. I. Foderstoffer—Fodermængde. Skal man have Held med Faareavlen, er det selvfolgelig af Vigtighed, at Ernceringsforholdene ere gunstige, og da Faaret sædvanlig kan holdes ude omtrent de 8 af Aarets Maaneder, spiller altsaa Græsgangens Be- skaffenhed den allerstørste Rolle. Kodfaaret er ganske vist ikke særlig fordringsfuldt med Hensyn til Græssets Kvalitet. Det kan udbytte Græsset paa tarvelig Jord, naar der kun er Areal nok, har endog bedst af at have god Plads, men en rigelig Erncering stal det have, navnlig de unge Dyr, hvis de siulle udvikle sig tilfredsstillende. Medens man ved de spanfle Faar regnede 10 Stkr. lig et stort Hoved, kan man ved gode Kod- faar kun kalkulere 5 ä 6 Stykker. Græsningen skal fremdeles vcere sund. Paa fugtige Jorder trives Faaret meget daarligt, og er der Surhed som Folge af for lav Beliggenhed eller mangelfuld Vandafledning, vil det i Regelen vcere umuligt at holde Faareflokken i Orden. Den trives daarligt, er udsat for adflillige Sygdomme, og navnlig angribes Faarene saadanne Steder hyppigt af Faareflynderen, en Indvoldsorm, der let bliver helt odelceggende for Flokken. Kodfaaret trives bedst, naar det uforstyrret faar Lov til at græsse i Ro uden at blive jaget eller samlet i Flokke, og intetsteds ser man Faarene udvikle sig saa tilfreds- stillende som i Marskegnene, hvor der sædvanlig kun lukkes nogle enkelte Faar ind i hver Fenne, medens Resten af Bestanden er andre Kreaturer. Faaret er taknemmeligt for god, rigelig Græsning og har paa saadan en ftørre Tilvækst i Forhold til Legems- vægten end noget af vore andre Husdyr. Det kan godt trives paa yppig Græsbund, saaledes font den ofte findes i gode Inddæmnings- og Udtorringsarealer, naar kun Bunden holdes tor. Bedst er det dog ogsaa her at have en blandet Kreaturbestand, og navnlig passer det godt at have Plagge og Kvier med og at holde Græsset nogen- lunde kort stadigt. De hoje Græsser vrager Faaret. De holde sig fugtige af Duggen den meste Tid af Dagen, og Fugtighed i det hele taget bojer Faaret daarligt. Som Folge deraf kniber det ofte med at holde selv en god Faareflok i Orden i en fugtig Sommer. Med storre Faareflokke indretter man sig bedst saaledes, at man har forskellige Fenner, paa hvilke de vekselvis kunne græsse. Derved er man i Stand til jævnligt at byde friflt og ungt Græs. Dernæst maa Flokkene ikke vcere for store, helst ikke meget over 100 Stkr. i hver. Ere de storre, bliver der let for megen Uro. — Paa Stubben om Efteraaret finder Faaret i Regelen en udmærket Græsning. Dels pilles de affaldne Aks op, dels tages de frembrydende Spirer efter det affaldile Korn, saa det kan vcere meget nyttigt at vogte Faarene der 1/i eller 1/2 Dag ad Gangen. Er der meget affaldent Korn, maa man ikke lade dem gaa der for længe, særlig ikke paa Bcelgscrdstub. Paa Græsningen optræde oste Fordojelsesvanskeligheder, navnlig med for stærk Afføring. Saadanne fremkomme altid let i fugtige Perioder, altsaa mest Foraar og Efteraar, men fremkaldes ogsaa ved yppig Græsning. Navnlig er Græsning paa Fenner, hvor der jævnlig har været soldet med Kvæg eller Faar, farlig og kan paa faa