Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

316 Geden. Aarene, som ere fulgte efter, ere flere Foreninger dannede Landet rundt. Foreningernes Bestræbelser gaa ud paa at fremme en god Udvikling af Gedeholdet, s. Eks. ved Jndkob af Bukke og Geder af gode Malkeracer, Skuer, Provemalkningslister, fælles Indkøb af Ho og Assurancer. Et Par af disse Foreninger har gjort Forjog med Indførsel af Geder fra Norge og Tyskland, men Resultatet blev, at man fandt, at vor gode, hjemme- vante Ged, som formentlig i sin Tid er indfort hertil fra Syden, var den bedste. Man har nu saa ofte fet, at Geden er til betydelig Nytte for Smaakaarsfolk paa Landet, ja sine Steder en Nødvendighed, og derfor bliver den heller ikke mere tilsidesat af de bedre- stillede i Samfundet, men tværtimod støtte de Smaamanden i hans Bestræbelser, ja man har endog ved store Dyrskuer taget Geden med. B. GedeavlenS praktiske Ledelse. Naar en Ged er Vs Aar gammel, kan den fores til Buk. Parringslysten viser sig ved Brcegen, Stirren med Djnene og livlig Slaaen meb Halen; man forer den da straks til Bukken, og saa snart denne er færdig til Be- dækning, lader man Geden faa 1 Spring og fører den derpaa straks bort. Indfinder Parringslysten sig ikke igen i Lobet af en halv Snes Dage, kan man være temmelig sikker paa, at Geden er bleven drægtig. Parringstiden indtræffer i Almindelighed i Oktober eller November Maaned. — En kraftig fodret Buk kan bedække 30—40 Geder og derover. — Gedens Drægtighed varer 21—22 Uger. For at faa Mælken til Brug i Husholdningen, dræbes Kiddene straks, hvis de ikke ere bestemte til Tillcegsdyr. Disse tager man helst fra Moderen straks, og Kiddet vamnes hurtig til at drikke selv, ved at man lader det patte paa en Finger, og derpaa holder inan dets Hoved ned i en Kop, hvori man har Moderens varme Mælk. Man kan ogsaa komme Mælken i en Flaske, paa hvilken der er sat en Sut. Kiddet fial helst have Mælk inindst i de forste to Maaneder. C. Gedens Ernæring og Pleje. Gedens bedste Næring om Sommeren er Græs, der vokser paa Grøfter og ved Gærder, og den æder meget gerne al Slags Ukrudt, som f. Eks. Skarntyde, Løvetand o. s. v.; ligeledes ceder den med Begærlighed Kviste og Blade af Hyld, Ask, Pil o. m. a. samt Affald fra Haven, men det maa være rent og helst tørt, og i stærk, kold Regn skal Geden helst være under Tag. Om Vinteren maa Hovedfoderet være Ho, som maa gives Geden i Hække, der fastgores en Alen (c. 65 Ctm.) fra Jorden, -da den ellers let fomnier til at træde derpaa, og saa æder den det ikke. Under Hækken kan man anbringe et Trug, hvori kan fodres med Gulerødder eller Roer. I ovrigt æder Geden gerne alle Slags Sædarter, ligesom den heller ikke forsmaar Kastanier, Agern og Olden. Og hvad der gælder Koen, gælder ogsaa Geden, „den malker af Tanden"; jo bedre man fodrer, desto mere og federe Mælk faar man. Man giver Geden smaa Tøjrslag for om Sommeren og om Vinteren smaa Foder ad Gangen. Geden bor vandes to Gange om Dagen med rent Valid, og out Vinteren bor dette helst være lidt kuldslaaet. Man maa sorge for, at Gedens Leje i Stalden er tørt, og for, at der ikke er Træk i Stalden. Strigling eller Borstning af Geden bor ikke forsommes, ligesom man maa efterse dens Klove og beflcere dem, naar de trænge dertil. Hvad angaar Malkningen af Geden, da er det, af samme Aarsager som ved Kvægets Malkning, af Vigtighed at malke til bestemte Tider og at malke fuldstændig rent, hvad enten man saa malker 2 eller 3 Gange om Dagen. En god Ged giver i den forste Tid efter Lcemningen 5—7 Pd. (272—31 /2 Kg.) Mælk om Dagen og kan i Aarets Lob give c. 900 Pd. (c. 450 Kg.) Mælk; denne er sund, velsmagende og meget fed*). *) Ved nogle Forsog med Kerning har det vist sig, at man kun brugte 17—19 Pd. (8V,—9V, Kg.) Mælk til 1 Pd. (7a Kg.) ©mør. Man kan ogsaa lave Ost af Mælken og af Vallen den bekendte Myseost.