Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Kapitel IV. Svinet. svinet er ligesom Hornkvæget, Faaret og Geden et parret-taaet Hovdyr, men er ikke drovtyggende. I Henhold til Fordsjelsesredstabernes — Tændernes, Mavens og Tarmenes*) — Form er Svinet i Stand til at optage og for- bøje blandet Kost, baade Plantedele og Fode af dyrist Oprindelse, og ved Hjælp af sin af Overlæben baarne Tryne**) og sine skraat fremadrettede Underkæbe-Fortænder vil det i sin oprindelige Tilstand ved Rodning i Jorden optage en væsentlig Del af sin Næring. Svinet kendes i svrigt paa sin langstrakte Krop, som dog, fordi dens enkelte Partier ere utydeligt af- grænsede fra hverandre, er mere eller mindre plump. Dets Leinmer ere mere eller mindre slanke, Hovedet oprindelig langstrakt, pyramideformet (jætmt aftagende i Bredde og Omfang fra Stakkepartiet mod Trynen) med lige Pande-Nceselinie (Ansigtsprosil) og en straat bagtil og nedad visende Nakke- flade. Men i samme Grad som Svinet bliver forædlet eller, hvad egentlig er det samme, i samme Grad som Maaden, hvorpaa det optager Fsden, fjerner sig fra den oprindelige, vil — som Folge af en formindstet Virk- *) Det tamme Svin har i alt 44 Tænder, nemlig 3 Fortænder, 1 Hjørnetand og 7 Kindtænder i hver Kcebehalvdel. Overmundens Fortænder staa omtrent lodret, Undermundens ere skraat fremadrettede. Den forreste Kindtand kaldes Ulvetanden, og den stiftes ikke; det samme gælder de 3 bageste Kindtænder. De forreste Kindtænder ere smalle, ncesken skarpe, de bageste derimod brede og knudrede; og det er især denne Forskellighed i Kindtændernes Form, som er Udtryk for, at Svinet er altædende. Angaaende Mavens og Tarmenes Form henvises til S. 33 o. flg. **) Trynen støttes af det skraatstillede Tryneben, der udgor den forreste Del af den bruskede Næseskillevæg; det forreste flade Hudparti af Trynen kaldes Tryneskiven.