Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

346 Fjerkræet on Kaninen. under Moderens Ledelse og forsyne sig med, hvad de ellers trænge til. Tv Maaneder gamle faa de de rode Halse. Dette er eit kritisk Periode, i hvilken de let blive syge, hvorfor der maa passes paa dem og gerne sorges for ekstra nærende Fode. Naar Perioden er overstaaet, blive de stærke som den gamle Kalkun, der er meget saa Sygdomme under- kastet. Paa afhostede Marker og paa Græsmarker kunne Kalkunerne holdes længe, og de gore der tillige Nytte ved at udrydde en Mængde Smaadyr. Deres Gødning vækker ingen Vænimelse hos Kreaturerne saaledes som Gcessenes. Fedningen af de unge Kalkuner sker bedst ved Stopning, son: ovenfor beflrevet; Dejeil laves af Havre-, Hvede-, Boghvede- og Majsmel samt knuste Kartofler, som æltes med Mælk. Man kan ogsaa bruge hel Majs, der skoldes og gives halv lunken, men Kodets Smag bliver da ikke saa fin. En ung fedet Hanes Vægt kan stige til 16—20 Pund (8-10 Kg.). C. Mnderne. Andeavl betaler sig i Regelen futt, naar man har naturlige Vandsteder i Nærheden, hvor Mnderne kunne finde en væsentlig Del as deres Fode i en stor Del af Aaret. Derfor er Andeavl temmelig forskelligt fordelt over Landet; men næst efter Honsene ere Ænderne ubetiliget mest udbredte her til Lands. Den danske And, der i Fjerfarve ligner den vilde, men er storre end denne, er et frugtbart Dyr og har, hvad der er af Værdi, meget Brystkod, hvilket ikke gælder saa meget om de storre, frem,nede Racer, hos hvilke Kodet mere udvikles paa andre, mindre værdifulde Steder af Legemet. Rouen-Anden er den af de fremmede Racer, som staar nærmest den vilde, nred hvilken den stemmer i Farve; men den er betydelig storre end den danske And [6—8 Pd. (3—4 Kg.) i ufedet Tilstand, 10—12 Pd. (5—6 Kg.) fedetj. Dens Kod er velsmagende, og den er meget frugtbar (70—80 2Eg om Aaret); Ællingerne vokse rafl, men bor ikke tillægges for tidlig. Rouen-Anden er den af de fremmede Racer, som er mest udbredt hos os; krydset med vor Landand, giver den et stort og frugtbart Afkom. Aylesbury-Anden er eit stor, hvid And, der lægger mange og store Æg, og som i Vægt og Egenskaber stennner med Rouen-Anden, men den synes ikke at trives saa godt hos os som denne og er mindre udbredt her. Peking-Anden, den største Ande- race, ligeledes hvid, havde en Tid fortrængt Rouen-Anden, men er atter trængt tilbage. Dens Kod er mindre fint end Rouen-Andens, og den er næppe saa frugtbar som denne; men dens Ællinger vokse stærkere end Rvuen-Andens. Ænderne maa ikke dele Hus med Honsene. An de huset skal være forholdsvis storre end Hønsehuset, ca. 1 Alen (ca. 0,4 Meter) pr. Individ. Gulvet bor være af Cement og lidt skraanende ned mod et Afløbsror, saa at det let kan renses ved Udskylning. I et Hjorne paa Gulvet lægges en Bunke Halm, paa hvilken Mnderne overnatte; Halinen vendes daglig, og naar den bliver for fugtig, skiftes den; men torret og udbanket kan den bruges en Gang endnu. Levemaade. Mnderne ere, som bekendt, altædende og meget graadige. Under de rette Forhold fode de imidlertid sig selv saa længe, som Frosten ikke binder Jorden, og da er det, de betale sig godt. Om Vinteren maa de hovedsagelig fodres af Haanden, og da udgore kogte og knuste Kartofler og Roer, sanrt al Slags billigt Kodaffald (kogt), sammenæltet med Hvedeklid og noget knust Majs eller Bygskraa, Hovedbestanddelen af deres Fode. Til Avl maa man ikke give en Andrik over 2—3 Ænder. Hvor der klages over mislykkede Rugninger af Andeceg, ligger Skylden oste i, at Andrikken har for mange Ænder, hvorved adflillige 2Eg blive slet befrugtede. Dernæst maa det erindres, at den forste halve Snes Mg, som hver And lægger om Aaret, ikke duer til Rugning. Avls- dyrene kumre være to- og treaarige, men ikke ældre. Mange mene, at Ænder ruge