Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

366 Husdyrsygdomme. Handelsfejl. Transport af Husdyr. Lovbestemmelser vedrørende Husdyravl og Husdyrbrug. materiesyldte Blærer (Pustler) indtil en 10-Ores Omsang og ringformigt omgivne as et rodt Hudparti. Paa Sygdommens 7de—8de Dag ere Kopperne fuldt udviklede, Indholdet torrer ind og danner en Skorpe, som, naar den lades i Ro, losner sig af sig selv efter en halv Snes Dages Forlob og efterlader et længe synligt Koppe-Ar. Jævnlig trækker dog Helbredelsen i Langdrag, dels fordi Kopperne ikke alle komme frem samtidig, dels fordi de ofte sidde saa tæt, at de flyde sammen og danne store, uregelmæssige Saar, hvis Lcegning idelig forstyrres ved Malkningen. Der kan paa den Maade udvikles dybe Tværrevner, som gore Dyrene ganske ustyrlige under Malkningen, ligesom Hævelsen i Pattens Spids undertiden kan blive saa betydelig, at Mælken ikke kan udtomilies. Endelig kan der gennem Saarene ske Infektion med andre Bakterier (Nekrose-Bacillen), som give Anledning til en hojst ubehagelig Følgesygdom, brandige Kopper. Men bortset fra Følgesygdommene ere Ko-Kopperne ubetinget af god- artet Natur og brede sig kun ved direkte Overførelse (med Malkerens Hænder) fra Dyr til Dyr, medens Faarekopperne (se under Faarets Infektionssygdomme) op- træde som en meget smitsom, meget dodelig, her i Landet dog heldigvis ogsaa meget sjælden Sygdom. I Overensstemmelse med Lidelsens saa forskellige Karakter hos Koen og hos Faaret, behandles Ko-Kopperne fra det offentliges Side som en „mildere smitsom Sygdom", medens Faarekopperne ere optagne mellem de i Lov af 14de April 1893 § 2 nævnte ondartet smitsomme Sygdomme. Hvad den foreløbige Behandling af Ko-Kopperne angaar, da bor de syge Dyr saa vidt muligt sættes for sig selv i Stalden, i ethvert Tilfælde malkes til sidst. Malk- ningen maa udfores saa lempeligt som muligt, Patterne indsmøres efter hver Malkning med Vaselin eller Glycerin, og Malkerens Hænder afvadskes omhyggeligt. Til Kokopperne knytter sig den Interesse, at Koppe-Vcedsken (Lymfen), lige siden den engelfle Læge Jenners forste Overforelses-Forsog (1796), har været benyttet til Beskyttelses-Podning (Vaksination) for Menneske-Kopperne. 4. Kastning. Naar Fodselen indtræder for den normale typiske Drægtighedstid er til Ende, taler man om for tidlig Fodsel, men indfinder den sig saa tidligt, at Fosteret endnu ikke er i Stand til at fortsætte Tilværelsen uden for Moderens Liv, endnu ikke er levedygtigt, betegner man Tilfældet som en Kastning. Kastning forekommer hyppigst hos Koen og optræder, dels som Resultatet af en eller anden tilfældig Aarsags Indvirkning (Stod og Slag paa Baglivet, voldsomme Bevægelser, akute Febersyg- domme, Forkølelse, Trommesyge, Forgiftning, fordærvet Foder og Drikkevand, slette hygiejniske Forhold o. ( ti.) paa et eller flere Dyr i en Besætning (sporadisk, enzootisk Kastning), dels som en virkelig Smitsot, der breder sig fra Dyr til Dyr, fra Guard til Gaard, fra den ene Landsdel til den anden, og holder sig aarevis paa de Steder, hvor den en Gang har fetaet Indpas. Det er denne infektiose Kastning, der her er Tale om. Selve Smitstoffet er endnu ikke paalidelig kendt, men ved Smitteforsog er det fastslaaet, at det hæfter ved Fosteret, Fosterhinderne og Floddet fra Skeden as Kasterne og ikke alene lader sig overfore direkte fra Dyr til Dyr, men ogsaa ved Mellemled (ved Stroelse, ved Tyrene, Rogtere o. s. ti.). Infek- tionen sier gennem Fodselsvejen. Sygdommen indfores i Regelen i Besætningen med indkobte Dyr, som komme fra smittede Besætninger, eller ved at Koerne holdes til Tyre, som have bedækket smittede Koer. Kastningen indtræder som oftest i 5te—7de Drægtighedsmaaned, og samme Ko kaster som Regel 2—3 Aar i Træk, men har saa erhvervet Uimodtagelighed. Sygdommen vil derfor efter nogle Aars Forlob standse af sig selv, forudsat at der ikke indkodes ny Dyr; i modsat Tilfælde kan den holdes ved lige i mange Aar. De indkobte, hojtdrcegtige Koer kaste som Regel ikke den Kalv, de gaa med, men forst næste Gang de blive drægtige. Symp-