Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme 367 tomerne falde i det væsentlige sammen med den normale Fødsels; kun undtagelsesvis vpstaar der Fodselsvanffelighcder som Folge af ufuldstændig Opblokning af Fodselsvejen. Ikke desto mindre er Kastningen forbunden med store Tab for den paagældende Kreatur- ejer. Der kommer Uorden i Kælvningstiden, et stort Antal af Kasterne tilbage- holde Efterbyrden og paadrage sig derved en ofte livsfarlig Borbetændelse, Mælkeudbyttet formindskes ganske betydeligt, og det bliver meget ofte vanskeligt at vedligeholde Stammen paa Grund af Kasternes Ufrugtbarhed (c. 60 %) og den store Kalvedødelighed. Man kan derfor forstaa, at Kastningen bliver til en Landeplage paa de Egne, hvor den har saaet en storre Udbredelse. Behandling af de Dyr, som allerede vise Tegn til at ville kaste, nytter ikke. Ter gives ingen Midler af specifik (ufejlbarlig) Virkning; de i Handelen gaaende Arkana ere slet og ret Humbug, som trækker Pengene fra godtroende Folk. Syg- dommen maa bekæmpes ved forebyggende Forholdsregler: 1. Omhyggelig Desinfektion af Stalden. 2. øjeblikkelig Afsondring af ethvert Dyr, som viser Tegn til at ville kaste. 3. Saa vidt muligt Afløsning af Efterbyrden, Tilintet- gørelse (ved Brænding eller Nedgravning) af denne og Fostrene, desinficerende Udskylninger af Boren hos Kasterne. 4. Ingen Kaster maa holdes til Tyr, for Skedefloddet efter 2—3 Maaneders Forlob er ophort; kan dette ikke over- holdes med absolut Sikkerhed (Tyresoreninger), bor Forhuden paa Tyren udskylles efter hver Bedækning. 5. Kun de absolut ufrugtbare Kastere fedes og slagtes, og saa vidt muligt indlemmes ingen ny Ko i Besætningen. 6. De tilsyneladende sunde Koer gives en desinficerende Udskylning i Skeden, Dagen før de fores til Tyrs, derefter daglige desinficerende Af- vadskninger af de ydre Kønsdele, Regionen der omkring og Halen. — Sygdommen er foreløbig ikke underkastet det offentliges Kontrol, men dog paa Grund af dens store Betydning omtalt her. 5. Ondartet Katarralfeber er en sor Kvæget ejendcmmelig, smitsom Sygdom, hvis Smitstof endnu ikke er nærmere paavist. Lidelsen optræder i Regelen kun med enkelte Til- fælde (sporadisk) i en Besætning, men af og til antager den en mere ondartet Karakter og breder sig stærkt i Besætningen. Symptomer: Stærk Almenliden, høj Temperatur (40—42 ° C.), Slovhed og mere eller mindre alvorlige Betcendelsesprocesser paa en eller flere af Legemets Slimhinder. Nceseslimhinden er hyppigst angreben, røb, svullen, pletvis dækket af gulgraa, loft siddende (krupose) eller fastere hæftende (difteritifle) Belægninger; rigeligt, ofte blodblandet Næseflod, som tørrer ind omkring Næseborene. Betændelsen kan efterhaanden brede sig gennem Luftrorshovedet ned i Luftroret og dets Delingsgrene (Hoste, Aandedrætsbesvcerlighed, Kvcelningstilfcelde). Men Be- tændelsen kan ogsaa fra Næsehulen gribe over paa Næsens Bihuler (Kindhulen og Pandehulen) og derfra gaa videre op i Hornstejlen, hvis Hornskede i meget alvorlige Tilfælde kan losnes. Der udvikler sig dernæst i Regelen Ojenlidelse, med Lys- skyhed, Taareflod, Hævelse i Ojelaagene, stærkt forhøjet Rodme af Ojets Slimhinder (Bindehindebetændelse) og som oftest tillige Hornhindebetændelse, som viser sig ved, at hele den ellers klare Tel as selve Ljeceblet bliver uigennemsigtig, mælket. Slim- hinden i Fordøjelseskanalen drages ogsaa med i Lidelsen. Ædelysten og Drovtygningen ophore, Tyrene savle af Munden, der indfinder sig Forstoppelse, som afløses af Diarre. Endelig ses undertiden Tegn til Hjernebetændelse i Form af Uro, Raseritilfælde eller Krampe i forflellige Legemsdele. Udgangen er i 50—90 % af Tilfaldene dodelig. Varigheden fra faa Dage til 2—3 Uger. Foreløbig Behandling: Afsondring, Desinfektion (med 2 % Älorkalkvand) af Baasen, hvor det syge Tyr har ft etaet. Afvadsk- ning og Udskylning af Ojne og Mund med % % Kogsalt-Oplosning. For øvrigt horer Sygdommen til de i Lov af 14de April 1893 nævnte ondartet smitsomme Sygdomme.