Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann

År: 1895

Forlag: Ernst Bojesens Forlag

Sted: København

Sider: 541

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 600 Forrige Næste
Husdyrsygdomme. 369 færdsel saa generende offentlige Foranstaltninger til Sygdommens Bekæmpelse maa ganske naturligt paafore de af Sygdommen hjemsøgte Egne enorme Tab. Hos Faaret og Svinet ere Klovlidelserne mere fremtrædende end Mund- sygen, og Haltheden oste saa betydelig, at Dyrene ikke kunne gaa. Ogsaa hos disse Dyr kan Lidelsen kompliceres af dybtgaaende, brandige Betændelsesprocesser, som fore til Los- ning og Afstødning af Klovene, ødelæggelse af Klovledet og nødvendiggøre ret ind- gribende kirurgiske Operationer (Amputation af Kloven). Sygdommen horer til de i Loven af 14de April 1893 nævnte ondartet smitsomme Sygdomme og kræver ifølge sin Natur ben hurtigst mulige Anmeldelse. 7. Ondartet Lungesyge er en meget frygtet Kvægsygdom, som i de Lande (Tysk- land, Belgien, England o. fl. a.), hvor den er stationær, foraarsager ganste over- ordentlige Tab. Her i Danmark har Sygdommen været indslæbt ikke mindre end 7 Gange i Lobet af de sidste halvhundrede Aar (Sjælland 1848—49, Jylland 1861 og 63, Fyn 1880, Sjælland 1880 og 81, Jylland 1886), men hidtil er det ved radikale For- anstaltninger (Nedslagning) stadig lykkedes hurtigt at udrydde Sygdommen igen. Smit- stoffet er endnu ikke nærmere paavist. Det, som gør Sygdommen saa farlig og saa frygtet, er ikke, som ved Mund- og Klovesygen, en særlig stærk Smitsomhed og deraf følgende hurtig Udbredelse, ikke heller tager Sygdommen en absolut dødelig Udgang. Tværtimod er ca. 25 % af Kvæget uimodtagelige for Lidelsen, og denne ender flet ikke saa sjældent med Helbredelse. Men Faren ligger i Sygdommens snigende Forlob og Dyrenes Evne til at smitte, selv efter at de tilsyneladende ere helbredede. Derved faar Sygdommen Lejlighed til at brede sig stærkt inden for den paagældende Besætning, inden der ret bliver lagt Mærke til den, og ved Salg og Kob af de tilsyneladende sunde Dyr- kan den fores omkring til helt andre Landsdele. Sygdommen er her i Landet altid indfort med sygt eller smittet Kvæg, men Smitstoffet stal ogsaa kunne fores omkring med Personer eller med andre Mellemled. I Stalden breder Smitten sig væsentlig med den udaandede Luft. Smitstoffet er temmelig modstandskraftigt; det kan saaledes holde sig levedygtigt uden for den dyriske Organisme i flere Maaneder. Dyr, som have gennemgaaet Sygdommen, ere i Regelen uimodtagelige for Resten af deres Levetid. Naar det paagceldende Smitstof kommer ind i Lungerne, giver den Anledning til en kronist forlobende Betændelse med Udsvedning i det lose Bindevæv, som forbinder de enkelte Lungelapper, og til Fortætning af disse (Pneumoni). Lungen faar paa Snitfladen et ejendommeligt, marmoreretUdseende, idet de —alt efter Fortætningens Alder — mørkerøde, gule og graa Lungelapper ligge indrammede af liniebrede, hvide eller hvidgule Bindevcrvsdrag. Faar Processen Lov til uhindret at udvikle sig uden dog at medfore Doden, ender den gerne med, at de tidligst og heftigst angrebne Lungelapper do bort (Sekvesterdannelse) og lidt efter lidt løsnes fra Omgivelserne, som ved en livlig Vcevsnydannelse ligesom indkapsle det dode Parti (Sekvesterhule). Deternatur- ligvis navnlig saadanne, tilsyneladende helbredede Dyr, som ere farlige med Hensyn til Smittens videre Udbredelse. Som oftest breder Betændelsen sig ud til Lungernes Over- flade saaledes, at der opstaar en Lungehindebetændelse med Udsvedning (Vcedfle- ansamling) i Brystrummeme (Pleuritis). Jnkubationsstadiet temmelig langt, gennem- snitlig 3—6 Uger. Symptomerne meget vage. I den forste Maanedstid forlober Sygdommen som en kronisk Lungelidelse med moderat Feber (39,5—400 (5.) og en straks temmelig svag, tilbageholdt, senere stærkere og til sidst ligefrem kvælende Hoste. Men derpaa folger et mere akut Stadium med hojere Feber (40—42 ° C.), udtalte Forstyr- relser i Almenbefindendet (Appetitløshed, ophort Drovtygning, ingen Mcelkeafsondring o.s.v.), hyppigt og anstrengt, undertiden stønnende Aandedrag, bankende Hjerteslag, og under til- tagende Mathed og Afkræftelse indfinder Doden sig til sidst med Kvcrlmngssymptomer.