Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

374 Husdyrsygdomme. Handelsfejl. Transport af Husdyr. Lovbestemmelser vedrørende Husdyravl og Husdyrbrug. Midten af Aarhundredet, sandsynligvis med fremmede Avlsdyr; den optraadte forst i de svineopdrcettende Egne af Jylland, men har siden bredt sig til hele Landet, trods det, at den 1873 blev optagen mellem de ondartet smitsomme Sygdomme. Grunden til det daarlige Resultat af de offentlige Foranstaltninger til Sygdommens Bekæmpelse er aabenbart den, at visse Former af Lidelsen indtil de allerseneste Aar ikke ere blevne erkendte som virkelig Rodsyge og derved have unddraget sig den offentlige Behandling. Rodsygen optræder nemlig i to akute og to kroniske Former. Ten akute Rodsyge sætter efter 3—4 Dages Inkubation pludselig ind med meget iøjnefaldende Symptomer: Stærk Feber (Temp. 430 C.), Ildebefindende med fuldstændig Appetitløshed, Brcekningstilbojelighed, stor Mathed, slap, dinglende Bevægelse, mørkerøde Slimhinder, træg Afføring eller ligefrem Forstoppelse, som senere slaar over i Diarre, en mere eller mindre udbredt, forst lysere, senere morkere til violet stigende Hudrodme (deraf Navnet), som imidlertid jævnlig forst ind- finder sig lige før eller endog efter Døden. Tenne indtræder i Regelen i Lobet af et Par Dage, i meget voldsomme Tilfælde endog allerede 24 Timer efter, at de forste Sygdomstegn have vist sig. Kun 10—30 pCt. helbredes. Men den akute Rodsyge kan ogsaa optræde i en mere godartet, tilsyneladende ganske ustyldig Form, den saakaldte knudeformige Rosen, som indtil for et Par Aar siden blev opfattet som en selvstændig, ikke smitsom Sygdom. Symptomerne ere: Pludseligt Ildebefindende (Feber, Appetitløshed, Brækning, Sløvhed o. s. ti.), under hvilket der omkring paa Kroppen, særlig paa Hals og Ryg, fremkommer ganste ejendommelige, flarpt begrænsede, temmelig regelmæssige, skævt firkantede eller runde, svagt ophøjede, rode, varme og ømme Pletter, som senere blegne i Midten og ofte bækkes med Skorper. Naar Pletterne først ere komne ordentlig frem, taber Feberen og Jldebefindendet sig; efter 6—8 Dage er det hele forbi. Kun 1—2 pCt. af Dyrene do. For manges Vedkommende er Helbredelsen dog kun tilsyneladende, idet Sygdommen i Virkeligheden tager Udgang i en af de kroniske Former, som vise sig ved ganske andre Symptomer end de ovenfor skildrede og derfor ligesom den knude- formige Rosen ere blevne betragtede som Rodsygen ganste uvedkommende. Den hyppigst forekommende af de kroniske Former er en Hjertesygdom (Endocarditis) med Betændelse og Svulstdannelse paa Hjerteklapperne; det er ligefrem Blodet, der ved Berøringen med de syge Hjerteklapper størkner (koagulerer) og afsætter sig paa disse. I samme Grad, som Afsætningerne vokse, stige Vanskelighederne for Blodets Passage, og til sidst kan Hjertet ikke mere magte sin Opgave — Cirkulationen standser, og Tyret bør. Te forste Symptomer paa en saadan Hjertelidelse udvikle sig 1—2 Maa- neder efter et mere eller mindre alvorligt, akut Anfald af Rodsyge og vise sig ved de sædvanlige Tegn paa Ildebefindende (sormindstet Ædelyst, en vis Mathed, Dlbojelig- hed til at rode sig ned i Strøelsen o. s. v.), vekslende Rodme paa de perifere (d. v. s. de fra Hjertet længst fjernede) Legemsdele, Kortaandethed, stigende til Aandenod, Hoste, tiltagende Svækkelse eller endogsaa ligefrem Lamhed i Bagparten, og efter hejst 8—14 Dages Forlob indfinder Døden sig under Kvælningssymptomer. Den anden kroniske Form af Rodsyge er den saakaldte tørre Hudbrand. Den er sjældnere, men ganske ejendommelig og bestaar i, at der under et mere eller mindre udtalt Feberanfald fremkommer en større, flad, varm, øm og rod Hævelse, strækkende sig over et større eller mindre Parti af Hals og Ryg, undertiden lige fra Orerne til Halen., Efter nogle Dages Forlob tabe Betændelsessymptomerne sig, Hævelsen bliver mørt, kold, følelsesløs, pergament- eller læderagtig tør; lidt efter lidt løsnes det døde Hud- parti ved en Forbulningsproces; Randene rulle sig op, og til sidst falder det af. Naar