Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme. 375 det er store Hudstykker, der udskilles, vil Lægningen selvfølgelig tage lang Tid, saa lang Tid, at det ikke kan betale sig at lade det paagældende Dyr leve. Ifølge Lov af 14de April 1893 ere baade Knuderosen og de kronifle Former (Endocarditis og tør Hudbrand) af Rsdsyge optagne mellem de ondartet smitsomme Sygdomme. 2. Svinepest (akut og kronisk Svinedifteritis) er en Sygdom, som forst i de senere Aar har tiltrukket sig Veterinærernes Opmærksomhed. De forste Beskrivelser af Sygdommen have vi fra Amerika, hvor den ligesom i England aarlig bortriver Masser af Svin og foraarsager Tab paa mange Millioner. Her i Landet er Lidelsen ikke iagt- taget for 1887, da vi havde et overordentlig ondartet, akut Udbrud mellem Svinene paa de daværende Lossepladser omkring København. Sygdommen optræder i en akut og en kronisk Form og skyldes en lille, kort og tyk, næsten oval Bakterie som optages gennem Fordøjelseskanalen, hvor den giver Anledning til en, særlig i Tyktarmene og den bageste Del af Tyndtarmen udbredt Betcendelsesproces. I de meget akute Tilfælde do Dyrene saa hurtigt af en Forgiftning med de af Bakterierne dannede Giftstoffer, at Forandringerne i Tarmene ikke faa Tid til at naa deres fulde Udvikling; men desto mere fremtrædende er Tarmlidelsen ved den kroniske Form, hvor man kan finde store Partier af Tyktarmenes Slimhinde besatte med graagule, tørre, ostede (difteritiske), knapformigt fremstaaende Skorper af indtil et Kronestykkes Størrelse, oste sammenflydende, saa at Tarmvæggen i stor Udstrækning kan være dækket af en sammenhængende, ostet Belægning. Samtidig med disse Forandringer i Tarmene ses ofte Betcendelsesprocesser i Lungerne, som blive Sædet for meget store, ejendommelig tørre, hvidgule eller blegrode Fortætninger. Syg- dommen angriber fortrinsvis Grise og Ungsvin. Voksne Dyr blive i Regelen meget lidt eller tilsyneladende flet ikke syge. Den akute Svinepest viser sig efter et Jnkubationsstadium paa 1—2 Uger ved folgende Symptomer: Foderlede, Sløvhed, dinglende Gang, Tilbøjelighed til at ligge nedrodet i Strøelsen, sammenklistrede Ojelaag, Forstoppelse, snart afløst af stinkende, undertiden blodblandet Diarre, hyppig pustende Aandedræt, hæs Stemme, Hoste, Rod- farvning af Huden paa de perifere Legemsdele (Snude, Orer, Lemmer), smaa, graagule, skarpt begrænsede, brandige Pletter paa Tungens, Gummernes og Kindernes Slimhinde, stærk Afmagring, tiltagende Afkræftelse, fuldstændig Sammenfalden og Krampetilfælde, og sluttelig indfinder Doden sig efter 8—14 Dages Forlob, alt efter Sygdommens Heftighed og Dyrenes Modstandskraft. Det er kun meget faa Grise, som overleve saadanne akute Angreb. Den kroniske Svinepest udvikler sig som oftest ganske snigende, og Symp- tomerne ere saa vage, at Sygdommen let kan gaa ubemærket hen i lang Tid. De angrebne Dyr ere vel i Regelen mindre trivelige end og staa derfor tilbage i Huld for deres jævnaldrende, men egentlig lidende se de ikke ud. Selv Grise, i hvis Tarme man ved Slagtning finder udbredte difteritiste Processer, kunne i levende Live være kvikke og til- syneladende sunde. Men navnlig er dette ofte Tilfældet med ældre Tyr. Smitteevnen er heller ikke nær saa stor som ved den akute Form; syge Dyr kunne opholde sig i lang Tid mellem sunde, uden at disse blive angrebne. Betegnelsen Svine-„Pest" er saaledes mindre berettiget ved denne Form af Sygdommen, som, selv om den bortriver en Del Smaagrise, dog forholdsvis sjældent faar nogen større økonomisk Betydning. Fra det offentliges Side vil den kroniske Form jo imidlertid altid have samme Krav paa Interesse som den akute, thi aldeles uventet, ved et tilfældigt Sammenstod af visse, foreløbig ube- kendte, gunstige Betingelser for Smitstoffets Trivsel og Udbredelse, kan den forandre Karakter og blive akut og ondartet. Svinepesten, baade den akute og kroniske Form,