Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme. 377 den ofte sig selv og fortsætter Tyggebevægelsen eller stikker Næsen helt ned til Bunden af den fyldte Spand; Dyrene mangle dernæst Vilje, de evne ikke at fatte en Beslut- ning; derfor vise de sig træge og uvillige til at arbejde, de lystre ikke Tojlen; tvinger man dem til at rykke, flytte de ikke Bagbenene, men stejle og sætte sig paa Bagvarten, og ved Vendinger lade de Hovedet trække helt om til Siden, inden de bekvemme sig til at lade Kropven folge Bevægelsen; paa den anden Side slaa de sig ofte ganske umotiveret tilbage, naar man vil trække dem, især naar Grimeflaftet lægges i Munden, og ere de forst komne i Gang, ere de atter vanskelige at standse; de gaa med hoj, vadende Bevægelse og sanse ikke selv faste Forhindringer, for de rende Panden imod dem; endelig er Dyrenes Følelse afstumpet, de lade sig træde i Kronen, pirre i Drerne o. s. v. uden at sætte sig til Modværge. Men ogsaa i andre Organer end Hjernen indtræder der Funktions- forstyrrelse; Hjertesammentrækningerne blive langsommere, Pulsslagene derfor mindre hyppige (c. 30) end normalt; det samme gælder Tarmbevægelsen, Afføringen er derfor gerne træg. Det her stildrede Sygdomsbillede vil man dog kun finde fuldt ud- viklet i de mest udprægede Tilfælde; Symptomerne ere undertiden saa svage, at det selv for en Fagmand ikke vil være muligt at udtale sig bestemt for eller imod Sygdommens Tilstedeværelse. Men bortset fra, at Symptomerne saaledes kunne være mindre tydelige, kan Dodkuller forveksles med forskellige andre sygelige Tilstande, idet kullerlignende Symptomer kunne udvikle sig ved Hjernebetændelse, sygelige Pro- cesser i Konsredskaberne (Sæd- og Moderkuller), i Mave- og Tarmkanalen Mavekuller), ved Tandskiftet, ved heftige Febersygdomme (Influenza, Lungesyge), ved Overanstrengelse, Dovhed og Blindhed. Forlobet er snigende langsomt; Tilstanden undertiden aarevis uforandret, til andre Tiber kendelig Bedring (ved sparsom Fodring, let Arbejde, Ophold i frist Luft, Udgræsning o. s. v.), aldrig dog Helbredelse, som Regel tværtimod langsom, undertiden pludselig Forvcerrelse (ved stærk Fodring, lumre Stalde, stcerk Hede, haardt Arbejde, Rejser med Joernbane og Dampskib o. s. v.). Viser Forvcerrelsen sig i Form af Uro, Tvangsbevcegelser, Raseritilfælde o. s. v., taler man om „Flyvekuller". Sygdommen har fra gammel Tid af været henregnet til de „skjulte Fejl". 2. Solstik er et Lægmands-Udtryk for Svimmelhed hos Hesten. Betegnelsener egentlig hentet fra Menneflets Sygdomslære, hvor den benyttes om de ejendommelige, pludselig opstaaende, ofte dodelig forlobende Hjernetilfælde, som udvikle sig, naar Menne- fler (og Dyr) i længere Tid udsættes for direkte Paavirkning af de brændende Solstraaler. Det, vi i daglig Tale kalde „Solstik" hos Hesten, er ikke andet end periodisk og pludselig indtrcedende Anfald af Svimmelhed, som fremkaldes af forbigaaende Forstyrrelser i Blodlobet i den lille Hjerne, hvorfra Ligevægts-Bevægelserne styres. Under Anfaldene have Dyrene (ligesom Menneflene) Fornemmelsen af at have mistet Ligevægten; de selv ligesom de omkringværende Genstande synes dem satte i en svingende, gyngende eller drejende Bevægelse, som til sidst kan gore dem det umuligt at holde sig paa Benene. — Det er navnlig stærkt fodrede (Luksus-) Heste, som under Arbejdet for Vogn, sjældnere under Ridning eller i Stalden, angribes af Solstik og særlig hyppige ere Anfaldene om Fora aret. Lidelsen viser sig ved, at Hesten pludselig sagtner Bevægelsen, begynder at slaa eller „virre" med Hovedet, som undertiden samtidig holdes stævt til Siden eller i Vejret og blive usikker i Bevægelserne. Holder man nu stille og stotter Hesten, kan Anfaldet dermed være forbi. I modsat Tilfælde tiltage de uordnede, dinglende Bevægelser, Dyret skælver, tumler fra den ene Side til den anden, flaar sig tilbage eller over mod den anden Hest for at soge Slotte, der udbryder Sved, og til sidst falder Hesten omkuld, bliver liggende rolig uden Bevidsthed nogle Minutter, for efter nogen Arbejben med Benene atter at rejse sig, noget mat, men ellers tilsyneladende upaavirket af Anfaldet.