Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

 378 Husdyrsygdomme. Handelsfejl. Transport af Husdyr. Lovbestemmelser vedrørende Husdyravl og Husdyrbrug. Tilfælde, som tilsyneladende ligne Solstik i mere eller mindre hoj Grad, kunne fremkaldes ved fremmede Legemers (t. Eks. Insekters) Kildren i Orerne, en ikke rigtig tilpasset Hovedstols Tryk, duftende Skyklapper, for stramt spændt Kceberem, for stærk Optomning, for lille Kumpte eller for hojt liggende Bringestykke. Solstik adskiller sig fra Flyvekuller ved, at Hesten mellem Anfaldene ikke viser sig dodkulret. Der er derimod en anden Hjernesygdom, med hvilken Solstik let kan forveksles, nemlig Ligfald (den faldende Syge, Epilepsi). Denne Lidelse overfalder med uregelmæssige Mellemrum det ellers tilsyneladende ganske sunde Dyr lige saa vel i Stalden som under Brugen og viser sig ved krampagtige Træk- ninger, som i lettere Tilfælde kunne indskrænke sig til Hovedet og Halsen (krampagtig Blinken, Skelen og Rullen med Ojnene, rykvise Trækninger i Musikerne paa Hovedet og Halsen, som undertiden holdes flcevt eller bojes om til den ene Side), men i de hojere Grader udbrede sig til hele Kroppen. Under et Svimmelhed lignende Anfald styrter Hesten til sidst om og bliver liggende bevidstlos i uafbrudte Krampetrækninger. Efter 5—15 Minutters Forlob taber Anfaldet sig, Bevidstheden vender tilbage, Dyret rejser sig, men er i Regelen endnu en Tid temmelig mat og med- taget. Bortset fra Krampetrækningerne, er der saaledes en ikke ringe Lighed mellem Solstik og Ligfald hos Hesten, og i Virkeligheden har den sidstnævnte Lidelse da ogsaa ganske den samme forringende Indflydelse paa Dyrets Brugs- og Handelsværdi som den forste; begge Sygdomme gore i lige Grad Hesten uskikket, ja ligefrem farlig til Per- sonbefordring, ingen af dem lader sig paavise uden for Anfaldene, selv ved en nok saa nøjagtig og sagkyndig Undersøgelse, og begge maa de derfor betegnes som „skjulte Fejl". 3. LEnglnystighed er ikke Navnet paa en enkelt bestemt Sygdom, men en Fælles- betegnelse for alle saadanne Lidelser, som ytre sig ved kronisk, feberfrit Aande- droetsbesvcer. Ide lettere Tilfælde af Mngbrystighed ere Symptomerne ofte meget lidt fremtrædende, saa længe Hesten staar i Stald; den „træffer" i det højeste lidt paa „Flankerne". Forst naar Hesten skal bevæge sig — lobe eller trække — eller Lidelsen er til Stede i hojere Grad, bliver Aandedrcetsbesvceret mere iøjnefaldende. Aandedragene blive under saadanne Omstændigheder paafaldende hyppige (omtrent dobbelt saa hyppige som hos en sund Hest under samme Forhold), og dernæst foregaa de med synlig Anstrengelse for Dyret. Jndaandingen sier forholdsvis hurtigt med ud- spilede Næsebor og stærk Udvidning af Brystkassen; Udaandingen er øjensynlig endnu mere besværlig, langtrukken og foregaar gerne i to Tempoer, idet den indledes af en rykvis Sammentrækning af Brystkassen, efterfulgt af en kraftig, længere varende Sammen- snøring af Bugvæggen, hvorved der fremkommer en dyb Fure langs med Randen af Ribbensbruflene (dobbelt Flankeslag). I Lidelsens højeste Grader kan Aandedrcets- besvcerlighederne stige til ligefrem Aandenod (Kvcelningstilfcelde), naar Hesten anstrenges ved hurtigt Lob eller haardt Trcekarbejde. Karakteristisk for Mngbrystigheden er det endelig, at Aandedrcetsbesvceret, foruden at indfinde sig tidligere og stige hojere, end det gør hos en sund Hest under ganske tilsvarende Forhold, ogsaa holder sig meget længere, efter at Anstrengelsen er ophørt. Medens Aandedrcettet under normale Omstændigheder stiger til c. 50 i Minuttet og i Lobet af et Kvarters Tid atter synker til det normale (c. 12 i Min.), efter at Hesten har lobet i raskt Trav en halv Times Tid, stiger Aandedrcettet hos den ængbrystige Hest ved den samme Bevægelse til hen imod 100 og falder forst i Ro efter en halv eller en hel Times Forlob. Af andre fremtrædende Symptomer flal endnu blot nævnes Hosten, som i Regelen er kort og underlig dump og mat, sjældnere tør og skrattende. — Naar denne Lidelse, som naturligvis forringer Hestens Værdi betydeligt, fra gammel Tid af har været henfort til de saakaldte „skjulte Fejl", er Grunden den, at Symptomerne til en vis Grad kunne „skjules" eller