Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Husdyrsygdomme. 379 i ethvert Tilfælde gores mindre iøjnefaldende ved Fodring med ikke for stærkt fyldende, let fordøjeligt Foder (Græs, fugtede Klid o. s. ti.) og ved jævnlig Anvendelse af milde Afføringsmidler. Omvendt vil saadant Foder som Ho, især naar det er gammelt, tort og stovfuldt, meget hurtigt forværre Lidelsen. 4. Lungepibning eller bedre Strubepibning, som Handelsfejl betragtet, er en Fællesbetegnelse for forskellige Lidelser, som karakteriseres ved et kronisk, feber- frit Aandedrcetsbesvcer (Mngbrystighed), ledsaget af en i kortere eller læn- gere Afstand horlig Jndaandingslyd. I snævrere Forstand betyder Strube- pibning den særlige Form af saadant Aandedrætsbesvcer, som hidrører fra en, især hos Hesten jævnlig optrædende, Lamhed i Luftrorshovedets Muskler, hyppigst paa den ene (venstre), undertiden paa begge Sider. Sygdommen udvikler sig i Regelen lidt efter lidt (kronisk), men kan dog ogsaa fremkomme temmelig hurtigt efter akute Febersygdomme (Halsbetændelse, Kværke, Lungesyge). Lidelsen kan være til Stede i meget forskellig Grad. Heste, hos hvilke Strubepibningen endnu ikke er fuldt udviklet, kunne ofte trave halve og hele Mile uden at være generede af Lidelsen; forst naar de blive „tagne stærkt op", s. Eks. blive redne i kort, samlet Galop, eller de af Kaadhed „gaa Haardt paa Biddet", indtræder den ejendommelige Kortaandethed, ledsaget af en hivende, mere eller mindre hvæsende, pibende eller fløjtende Jnd- aandingslyd. Aandedrcetsbesvceret plejer at stige i Forhold til Anstrengelsen, titen uran træffer dog ogsaa Heste, som forholdsvis hurtigt komme til at pibe og dog taale at arbejde uden at „miste Vejret". Næsten samtidig med at Bevægelsen standses, ophorer ogsaa Pibningen, og efter ganske kort Tids Forlob salder Aandedrcrttet fuldstændig i Ro. I de letteste Tilfælde forringes Hestens Brugsværdi derfor ikke i nogen ncevnevcerdig Grad. Men som oftest forværres Tilstanden, om end langsomt; og i de højere Grader as Sygdommen kan det paagceldende Dyr blive aldeles ubrugeligt paa Grund af de Kvælningsanfald, som indfinde sig selv ved meget moderat Brug. Man har tidligere været tilbøjelig til at tro, at enhver „tykstrubet" Hest (med „flet Forening mellem Hals og Hoved") skulde kunne bringes til at pibe, naar den tommedes op og blev dreven stærkt frem under Rytter eller for Vogn. Erfaringen har imidlertid vist, at saadant ikke er Tilfældet. Hesten kan nok lade hore en Prusten under Udaandingen, scerlig hver Gang den i Galopspringene falder ned paa Forbenene, men det for Strubepibningen karakteristiske Aandedrcetsbesvcer med den ejendommelig hivende Jnd- aandingslyd lader sig ikke frembringe hos nogen sund Hest. Den „trange Forening mellem Hals og Hoved" og den stærke Optomning have ingen anden Indflydelse end ben, at de, naar Lidelsen er til Stede, bringe Symptomerne til at træde tidligere og tydeligere frem. Grunden til, at Lidelsen er optagen mellem de „skjulte Fejl", er netop den, at Symptomerne i de lettere Tilfælde kun træde frem, naar Hesten udsættes for en stærkere Anstrengelse end ben, der er forbunden med den sædvanlige Brug, man gør af dette Dyr, og dertil kommer, at Fejlen, selv om den er til Stede i hojere Grad, lader sig stjule mere eller mindre fuldstændig ved forskellige Kneb, t. Eks. ved at Sælgeren undgaar at lade Hesten bevæge sig i hurtigere Gangart i Nærheden af Køberen, ved at han sorger for, at den ikke „gaar til Biddet", navnlig ikke i Vendingerne, samt ved at Næseborene forsncevres ved en lavt anbragt og stramt spændt Nceserem o. s. v. 5. Krybbebiden fBindslugen) er er Uvane, som navnlig udvikler sig hos Luksus-, Militær- og Stutteriheste. Saadanne Dyr opholde sig den største Del af Tiden i Stalden, de fodres til bestemte Tider, faa kun lidt Fyldefoder, cede derfor hurtigt op og staa og kede sig mellem Maaltiderne. I Mangel af anden Tidsfordriv finde de saa paa forstellige Unoder eller leere hverandre disse af. Paa den Maade kunne Uvanerne virke