Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

*A i t . ’=»-■• i i , ■ ' vxA ,, 380 Husdyrsygdomme. Handelsfejl. Transport af Husdyr. Lovbestemmelser vedrørende Husdyravl og Husdyrbrug. „smittende". En af de værste af disse Fejl er netop Krybbebiden, som ikke blot bestaar i simpel Biden i Krybbe, Hæk eller Spilbom, hvad jo de fleste Heste ere tilbøjelige HI, men Uvanen karakteriseres ved en vilkaarlig Nedsvælgning af Luft. Maaden, paa hvilken Nedsvcelgningen sættes i Scene, varierer imidlertid meget hos de forskellige Heste. De egentlige Krybbebidere gribe med Fortænderne omkring Krybbe- kanten eller en anden fremstaaende, fast Genstand, og idet de „holde Vejret" og krumme Halsen under krampagtig Sammentrækning af Musklerne paa Halsens Underside, trykke de sig med Kraft ind imod den faste Genstand, som vilde de bide den i Stykker og fluge en ftørre eller mindre Portion Luft. Naar Nedsvælgningen, som ledsages af en eller to paa hinanden folgende, ejendommelig „gylpende" Lyde, er endt, flippe de Taget med Teenderne og træde gerne lidt tilbage for efter kortere eller længere Tids Forlob at gentage Grebet. I Modsætning til Krybbebiderne stolte Krybbesætterne kun Teen- derne mod Krybbens Bund eller Kant, men bide ikke deri. Ikke desto mindre giver den unaturlige Benyttelse af Tænderne sig dog ogsaa hos Krybbesætteren til Kende ved en mere eller mindre stærk Bortslidning af Randen og den forreste Flade. De fleste Heste indflrcenke Luftnedsvcelgningen til Opholdet i Stalden, hvor de drive Uvanen til de mest forskellige Tider, nogle kun mellem Maaltiderne, andre under selve disse, men der er ogsaa de Heste, som gøre deres Kunster, hvor de gaa og staa, uafhængigt af Tid og Sted. Saa snart de ikke arbejde, „bide" eller „scette" de paa Grimeskaftet, Kobbelet, Vognstængerne, deres egne Ben o. s. v., ja enkelte egentlige „Vindslugere" opnaa en saadan „Færdighed", at de slet ikke behove noget Støttepunkt. I mange Tilfælde har Krybbebiden ingen Indflydelse paa Dyrenes Velbefindende og ned- sætter saaledes ikke Brugsværdien, men den er selvfølgelig altid en styg Uvane, som let efterabes af andre Heste, og hvis endelige Folger for ovrigt ikke altid lade sig over- skue. De Heste, som „bide" i Krybben under Maaltiderne, spilde saaledes meget Foder, fordi det simpelt hen salder ud af Munden paa dem, idet de gabe op over Krybbekanten, og andre sluge saa megen Luft, at de blive stærkt udspilede; derved lider Fordojelsen ofte i den Grad, at de blive ganske utrivelige. Uvanen for- ringer derfor altid Hestens Handelsværdi ganske betydeligt, og da den som oftest ikke lader sig paavise i selve Handelsojeblikket og tilmed undertiden kan tvinges til at forsvinde for en kortere Tid (t. Eks. ved Prygl, ved Banken paa Tænderne, til de blive ømme, ved Beskadigelse af Tandkodet eller Tungespidsen med Kniv, eller ved Brænding med det gloende Jcern, ved Fodring af en lavtstaaende Krybbe eller af en Sten- eller Jærnkrybbe, ved en stramt spændt Halsrem o. s. v.) har den fra gammel Tid af været henregnet til de „usynlige" Fejl. 6. Bjornerokken er en forholdsvis almindelig, men mindre betydningsfuld Uvane hos Heste, som staa meget fri. Fejlen bestaar i, at Hesten under Opholdet i Stalden, uden for Maaltiderne uafbrudt bevæger Forkroppen fra den ene Side til den anden ved afvekslende at træde til paa det ene og saa paa det andet af de flrcrvende Forben. Den stadige „Væven", som Unoden ogsaa betegnes, kan naturligvis let anstrenge Forlemmernes Sener og Led, og da Uvanen ikke kommer frem uden for Stalden og ligesom Krybbebiden lader sig undertrykke, saa længe Hesten ved sig bevogtet, er den ganske naturligt optagen mellem de „skjulte Fejl". 7. Tungerækken er i de fleste Tilfælde en Uvane, som bestaar i, at Hesten strækker Tungen frem over Biddet og lader den hænge mere eller mindre langt ud af Munden. Fejlen er ikke forbunden med nogen Ulempe for Dyret og har derfor egentlig kun Betydning som Skonhedssejl; som saadan nedsætter den imidlertid navnlig Luksus-Hestens Handelsværdi, og da de fleste „Tungercekkere" kun vise Uvanen, naar de faa Biddet i Munden, bliver den betragtet som „skjult Fejl" i alle de Til-