Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

50 Husdyravlen. b. Avlsdyrenes forskellige Nedarvningsevne. Den Maade, paa hvilken saavel Befrugtningen af dEgget som Ud- viklingen af Fosteret finder Sted, gør det altsaa forstaaeligt, at baade Han- dyret og Hundyret kunne „gaa igen" i Afkommet; men naar man vil forklare, hvorfor Nedarvningsevnen fra de to Sider ikke altid er lige fremtrædende, saa kan man ikke sige andet, end at sandsynligvis snart det hanlige, snart det hunlige Konsstof bliver mest dominerende i et eller flere af Kimbladene, hvorved snart Faderen, snart Moderen særlig vil komme til at nedarve Formen eller den indre Beskaffenhed af de fra det eller disse Kimblade dannede Bcev og Organer. At denne Betragtning er berettiget, synes at fremgaa af den Omstændighed, at man ofte ser, at Afkommet ligner henholdsvis Faderen eller Moderen i Henseende til alle eller saa godt som alle de af et bestemt Kimblad fremgaaede Dannelser*). Naar der dog er mange Undtagelser herfra, saa er det ikke alene, fordi Forældrenes Ned- arvningsevne jævnlig er omtrent lige stor, saa at Afkommet bliver omtrent en Mellem- ting mellem Faderen og Moderen i Henseende til ydre og indre Egenstaber, men det beror sikkert ogsaa paa, at Afkommet i Grunden aldrig arver Egenstaberne som saadanne fra Forældrene, men kun Anlæg til dem, og for at selve Egenstaberne stulle komme til fuldt Frembrud, maa hele den Behandling, Individet underkastes, stotte Anlæggenes Ud- vikling — noget, vi senere ville faa Lejlighed til nærmere at berøre. Skont man altsaa desværre maa opgive Haabet om at finde den egent- lige Aarsag til, at Avlsdyrene ikke altid nedarve lige meget eller de samme Dele, er der al Grand til at fremhæve som en af alle — Opdrættere som Videnflabsmcend — anerkendt Kendsgerning, at enkelte Individer frem- vise en særlig stærk Nedarvningsevne. Undertiden kan dette Fænomen — den saakaldte Jndividualpotens — til en vis Grad forklares, men ofte er det aldeles gaadefuldt, og uheldigvis kan man ikke i Forvejen (i), v. s. ikke Uden at benytte Dyret gentagne Gange til Avl) vide, om et Dyr er i Besiddelse af denne for Opdrætteren saa værdifulde Egenskab eller ikke. Det vil nok jævnlig være særlig Udprægede Individer, Dyr, der ud- mærke sig ved et meget fremtrædende Personlighedspræg, hvorved de let kendes fra andre Individer af samme Herkomst, men ofte kan man aldeles ikke paavise noget saadant. Af og til kan man gaa ud fra, at Aarsagen til, at det, som ved- kommende Individ særlig Udmærker sig ved, nedarves med en paafaldende Sikkerhed, er den, at de Individer, med hvilke det parres, besidde stjulte Anlæg til den eller de samme Egenstaber. Denne Forklaring kan f. Eks. anvendes, hvor alle Individer ere af samme Race (se S. 59), og hvor denne gennem flere eller færre Slægtled (Generationer) har været holdt under særlige ydre Forhold, som kunne antages at fremme Opstaaelse og Frembrud *) Arver f. Eks. et Individ sin Faders Haarfarve (Lod), vil det ofte ogsaa arve hans Temperaments der til Dels er et Udtryk for Nervesystemets Beskaffenhed.