Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Udvalg af Avlsdyr. 53 idet Gommene mellem hine og Bruskmasserne mellem disses Mellemstykke og Endestykker tidlig forbene. Derimod vedblive Hvirvler, Ribben, Brystben, Skulderblad og Bækkenben at vokse, efter at Sammenvoksningen mellem Hovedets Ben og Forbeningen af Ror- knoglerne er tilendebragt og indtil henimod Tandskiftets Afslutning, som under de angivne Forhold ofte finder Sted tidligere end ellers; Dyret bliver, hvad man kalder, tidlig modent. Men den rigelige Ernæring viser ogsaa sin Indflydelse paa andre Dele af Dyret end paa Skelettet; saaledes vil navnlig ogsaa Kod- og Fedtdannelsen blive fremtrædende. Individer af tidlig modne Racer ville derfor udmærke sig ved deres lille, fine Hoved, korte Lemmer samt dybe og brede Krop, som dog ikke altid er paa- faldende fort, og som ikke tydeligt afspejler Skelettets Form paa Grund af Tilstedeværel- sen af den store Kod- og Fedtmasse. Er omvendt Ernæringen særlig knap, vil Væksten i det hele taget foregaa langsommere samt affluttes senere end normalt, og navnlig ville de Legemsdele, af hvis Udvikling Dyrets Længde vg Hojde afhænge (Hvirvler og Rorknogler), forholdsvis sent ophore at vokse, saa at Dyret bliver hojbenet og langrygget. 2. Arv as erhvervede Egenskaber. Avlsdyrene kunne desuden nedarve saadanne Ejendommeligheder, som de have erhvervet under deres Udvikling og Liv, og Sandsynligheden for, at saadant vil indtræffe, bliver desto storre, jo mere disse Ejendommeligheder paavirke eller gennemtrænge Dyret som Helhed taget. Det er netop i Hen- hold hertil, at Raceejendommeligheder nedarves med paafaldende Sikkerhed; thi de ere som Regel Resultat af en gennem et storre Antal Slægtled i en og samme Retning gaaende Virkning af de Forhold, Under hvilke Dyrene leve („be ydre Forhold", se S. 60). Jo mindre fæstnede derimod de erhvervede Egenflaber ere, og jo mindre de gribe ind i hele det dyriste Legemes Livsvirksomhed, desto mindre Sandsynlighed er der for, at de ville blive nedarvede; dog vil jævnlig Anlægget til dem gaa i Arv, men sæd- vanlig vil det ikke udvikle sig, medmindre dets Frembrud ststtes af „de ydre Forhold". Disses Indflydelse er uden Tvivl ogsaa undertiden Aarsag til Optræden af det Fænomen, som kaldes Tilbageslag eller Atavisme*). Herved forstaar man Arv fra mere eller mindre fjerne Forfædre, og man taler derfor om Tilbageslag, naar der hos et eller flere Individer inden for t. Eks. en Race optræder Ejendommeligheder, som ikke fandtes hos dette Individs Forældre, men hos fjernere Forfcedre. Naar saadanne Ejen- dommeligheder plildselig dukke frem igen, er det for det fsrste et Bevis paa, knoglerne bestaa oprindelig as 3 ved Bruskstiver (ægte Brufl, se Fig. 3) indbyrdes adskilte Stykker: et langt Mellemstykke og to korte Endestykker. Deres Længde- vækst finder Sted ved Vækst as og Dannelse af Benvæv i Bruskfliverne, og samtidig vokse Knoglerne i Omfang, ved at der fra en aarerig Hinde, Benhinden, som omgiver deres Overflade, dannes Benmasse. *) „Atavisme" kommer af det latinfle Ord atavus, som, ordret oversat, betyder Tip- Tipoldefader. Atavisme betyder derfor ogsaa, ordret oversat, Arv fra Tip-Tipolde- forceldre. 4*