Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Udvalg af Avlsdyr. 57 for, at disse Egenskaber ere fæstnede hos Avlsdyrene, desto værdifuldere ere disse. b. Avlsdyrene maa være snnde og af en Familie, i hvilken der ikke optræder Arvefejl, og for saa vidt denne Fordring ikke kan ske fuldtud Fyldest — „Sundhed" og „Sygdom" ere jo temmelig elastiske Be- greber, og saa godt som intet Individ er ubetinget fejlfrit — maa Opdrætte- ren ssge at bsde paa Mangler i en eller anden Retning hos det ene af Avls- dyrene ved Hjælp af Fortrin i de samme Retninger hos det andet. Disse to Grundsætninger for Husdyravlen lære os, at Kendskab til Avlsdyrenes Herkomst er af væsentlig Betydning for Opdrætteren. Derfor er en udforlig Stambogsfsring ogsaa en af Hnsdyravlens væsentligste Ststtepiller. c. Avlsdyrene maa være i god, kraftig Foderstand, men maa ikke være fede; thi i saa Fald vil deres Frugtbarhed sædvanlig være formindsket. Frugtbarheden hos Dyrene — deres Evne til at sode og opfostre et talrigt Afkom — vil inden for visse Grænser staa i Forhold til Ernæringens Rigelighed. Dyr, der lide Nod, ere sjældent meget frugtbare, hvorimod Dyr, der leve under gunstige Ernceringsforhold, i det hele taget udmærke sig ved Frugtbarhed, — derfor ere vildt- levende Dyr mindre frugtbare end tæmmede Dyr og Husdyr. Men bliver Ernæringen overvættes rigelig, saa at Dyret bliver fedt, nedstemmes Konsorganernes Virksomhed, og Dyrets Frugtbarhed formindskes, ja, det hænder endog af og til, at fede Dyr blive fuld- kommen ufrugtbare. d. Avlsdyrene maa være fuldstændig ksnsmodne, d. v. s. de maa være saa vidt udviklede i ksnslig Henseende, at Konsstoffer- nes Dannelse er fuldfort, og de maa være saa vidt udviklede i legemlig Henseende, at Konsorganernes Virksomhed ikke vil kunne virke hemmende paa Udviklingen af andre, for Dyret vigtige Organer. Konsmodenhedens tidligere eller sildigere Indtræden afhænger, ligesom Dyrenes Frugtbarhed, as Ernæringens Rigelighed; men ogsaa i dette Tilfælde maa visse Grænser ikke overstrides. Ernæres et Dyr overvættes rigeligt, bliver det maaste aldrig konsmodent. Konsmodenhed tilkendegiver sig ved, at Dyret viser Parrelyst — Brunst (se senere). Konsstoffernes Dannelse er fuldfort, naar Æggestokken er i Stand til at afgive modne Æg, og naar Kobberne indeholde fuldt udviklede, befrugtningsdygtige Sædfim. Benytter man Dyr til Avl, inden de ere fuldstændig konsmodne, gaar det ud over Avlsdyrene og især over Hundyret, idet bl. a. Fosteret hos det i en ung Alder drægtige Dyr lægger Beflag paa en stor Del af den Næring, der skulde bidrage til Moderdyrets yderligere Vækst*). Men ogsaa Afkommet lider under, at Moderen er ung; thi det unge Dyr op- horer ikke at vokse, fordi det bliver drægtigt — det vil altsaa drage Fordel :) Ogsaa kan Fodselen blive vanskelig, fordi Bækkenet hos det unge Dyr gerne er smalt.