Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann

År: 1895

Forlag: Ernst Bojesens Forlag

Sted: København

Sider: 541

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 600 Forrige Næste
58 Husdyravlen. nf en ftørre Del af ben tilførte Næring end et udvokset, drægtigt Dyr, og dertil kommer, at Pladsen i det unge Moderdyrs Legeme ikke er saa rigelig som snsteligt. Derfor er Afkom efter unge Hundyr hyppig svagt ved Fvdselen, og naar det derefter flal opfostres ved Modermælken, faar det, hvis ikke Moderen er meget mcelkerig, heller ikke Næring nok i den Tid, da Væksten flulde være stærkest. Hvis paa den anden Side Moderen er mælkerig, vil Folgen af den for tidlige Drægtighed blive yderligere folelig for Hundyret. Naar man imidlertid ogsaa bor overholde den givne Regel for Handyrets Vedkommende, saa er det, dels fordi ogsaa hos dette en tidlig Virksomhed af Ksnsorganerne kan bevirke, at Dyret udvikler sig mindre godt end snsteligt, dels fordi Handyret lige saa lidt som Hundyret kan nedarve, hvad det ikke er i Besiddelse af. Om end nemlig det unge Individ nok vil nedarve An- lægget til visse Egenstaber, saa vil det let indses, at Sandsynligheden herfor stiger, naar disse Anlæg ere komne til Udvikling hos Avlsdyret*); men det er netop ofte ikke Tilfældet, naar dette endnu er ganste ungt. Man kan med andre Ord fsrst danne sig en nogenlunde be- grundet Mening om et Individs Værdi som Avlsdyr, naar man kender dets Værdi som Brugsdyr. Hermed er naturligvis ikke sagt, at et godt Brugsdyr altid er et godt Avlsdyr, men kun, at Under i ovrigt lige Forhold det Dyr, som bedst svarer til den Brug, man snfler at gøre af det, ogsaa egner sig bedst til at give brugbart Afkom**). e. Endelig bor Avlsdyrene saa vidt muligt være akklimati- serede og lokaliserede, d. v. s. de maa kunne taale de paa vedkommende Sted herskende klimatiske og svrige Forhold. Denne Regel maa navnlig erindres, naar man vil drive Avl med Individer, hentede fra fremmede Egne eller Lande; og at det er en vigtig Regel, fremgaar bl. a. af, at Dyr, der ikke ere akklimatiserede, vanskelig Undfange, ofte kaste og lettere end sted- vante Dyr angribes af Sygdomme. Hvis man derfor har frit Balg, bsr man hente de fremmede Avlsdyr fra Egne, hvor Klimaet og i det hele de naturlige Forhold ikke alt for meget afvige fra dem, der herfle, hvor Dyrene flulle anvendes til Avl, og hvor den Behandling, som Dyrene Underkastes, ikke er alt for meget forflellig fra den, man er vant til at give sine HUsdyr. Og jo mindre frit Valg man har i saa Henseende, desto mere varsom maa *) Saafremt man i enkelte Tilfælde mener at kunne opnaa Fordele ved at undertrykke Egenskaber, f. Eks. visse Mangler, som forst fremtrcede hos fuldt udviklede Dyr, eller saafremt man onsker at fremme selve Kønsorganernes Virksomhed, kan man afvige mere eller mindre fra den ovenfor givne Regel. **) Da man altsaa hyppig forst bliver i Stand til at vurdere Dyrets Avlsværdi, naar det er voksent, bor Ophævelsen af Konsvirksomheden (Kastration), hvis ikke særlige Grunde tale derimod, opsættes saa længe som muligt. Mange værdifulde Individer vilde derved blive sparede for Avlen.