Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

62 Husdyravlen. Paa at mangfoldiggore værdifulde Egenstaber, som kun findes hos et eller ganske faa Individer, ikke kunne undgaas at sammenparre nær beslægtede Dyr, og der paatrænger sig derfor det Spsrgsmaal: kan man, uden at Racens Bestaaen og Udvikling sættes i Fare, rolig drive Slægt- skabsavl? Svaret paa dette Spssmaal maa blive et betinget Ja! Hvis der nemlig 1) kim er Tale om for en enkelt Gangs Skyld at sammenparre Individer, der ere saa nær beslægtede som Helssskende ind- byrdes eller som Forceldre med deres Afkom, hvilken Avl man kan kalde Blodskamsavl, eller det 2) er Meningen i nogle faa paa hinanden fol- gende Slægtled at sammenparre Individer, der ere beslægtede indbyrdes som Halvsøskende, som Bedsteforældre med Bsrneborn, eller som Sssiendeborn (Familieavl), saa medforer denne Avl eller rettere denne særlige Form af Valg af Avlsdyr ingen Fare, forndsat, at Udvalget i svrigt finder Sted med behsrig Omhu, og forndsat, at Afkommet efter saadanne, mere eller mindre nær beslægtede Individer opdrættes efter alle Kunstens Regler. Men hvis man ikke er aldeles sikker paa, at disse Betingelser kunne opfyldes fnldtnd, maa Slægtskabsavl fraraades. For den fremragende dygtige Opdrætter, som arbejder under særlig gunstige Forhold, er derfor Slægtskabsavl, og har den været af saa stor Betydning, at det netop er ved denne, at det kan lykkes og er lykkedes at danne særlig hojtstaaende Husdyrracer eller -stammer. Saa at sige alle Verdens mest Berømte Racer blandt Husdyr ere grundlagte ved Avl mellem meget nær beslægtede Individer. Naar der imidlertid fordres særlig Kyndighed hos Opdrætteren, da er det, fordi det, som allerede sagt, gælder om nøje at undersøge, om ikke Fortrinnene, for hvis Skyld man kunde onfle at sammenparre nær beslægtede Dyr, ere forenede med væsentlige Mangler. Thi ligesom Nedarvning af værdifulde Egen- skaber bliver forholdsvis sikker, naar begge Avlsdyr frembyde dem, lige saa sandsynligt er det, at uheldige Egenskaber hos begge de sammenparrede, nær beslægtede Dyr ville blive nedarvede til Afkommet. Derfor hænder det ogsaa meget ofte, at Anlceg til visse Mangler hos Avlsdyrene ville blive nedarvede i forstærket Grad og komme til Udvikling hos Afkommet efter nære Slægtninge; og det er netop, fordi det ikke er givet enhver at kunne faa Oje paa saadanne Anlceg, at Slægtskabsavl som Regel kun bor drives af den særlig kyndige Opdrætter. Naar fremdeles de Forhold, under hvilke der arbejdes, maa være særlig gunstige, saa er det as folgende Grunde: Det er en almindelig, baade her og i Udlandet iagttaget Kendsgerning, at Individerne bl. a. aftage i Størrelse, naar der i længere Tid (gennem mange Generationer) drives Slægtskabsavl. Dette beror uden Tvivl paa, at Dyr, der ere avlede i Slægtskabsavl, ere forholdsvis vanskelige at ernære og i det hele taget særlig fordringsfulde, hvad Opdrætnings- forholdene angaar. Hvad Aarsagen hertil atter er, vides ikke; men Forjog, der ere an- stillede for at belyse Sporgsmaalet om Slægtstabsavlens Farlighed eller Ufarlighed, have godtgjort, at det forholder sig saaledes. Samtidig have imidlertid disse Forjog vist, at det nævnte Anlceg til Aftagen i Henseende til Størrelse kan mod- arbejdes, naar Slægtstabsavlen, og navnlig den allernærmeste, ikke fortsættes igennem mange Generationer, samt naar Afkommet efter nære Slægtninge opdrættes under særlig gunstige Ernceringsforhold, ikke underkastes en alt for naturstridig Pleje og navnlig ikke