Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

68 Husdyravlen. virksom lige over for det imge, endnu ikke fuldt Udviklede Dyr — uden at man dog kan sige, at den vil ophore, naar Dyrene ere Udvoksede. Men da unge Individer især ere paavirkelige (bojelige), vil det indses, at man i Opdrætningsmetoden har et meget væsentligt Middel til at ud- vikle Dyrene i bestemte Retninger, og dette opnaar man, i Korthed sagt, ved tidlig at benytte Dyrene netop til det Arbejde, som man snsker, at de skulle yde, naar de ere fuldt udviklede. Saa ville nemlig de Organer eller Organsystemer, som bruges, inden deres Vækst er afsluttet, opnaa en særlig kraftig Udvikling og antage en Form, som svarer til Brugsmaaden. Onfler man s. Eks., at Dyrene stulle kunne udnytte store Mængder let fordøjelig Fode, maa de fra Ungdommen af ernceres med rigelig Mængde af et saadant Foder — flulle de yde Produkt i Form af Mælk, maa de tidlig bedækkes, for at Mælkekirtelen ved tidlig at træde i Virksomhed kan udvikle sig stærkt, — stulle de udmærke sig ved Evne til at udfolde fremtrædende Hurtighed og Lethed, maa de ernceres saaledes, at Musklerne kunne udvikle sig stærkt, og de maa bruges til hurtigt Lob, medens de endnu ere ganske unge, for at Musklernes og Knoglernes Fornr kan komme til at svare til Djemedet. Hvad enten man driver Renavl eller Krydsningsavl, maa man tage disse Hensyn, og det er, som allerede gentagne Gange antydet, netop fordi det ofte kan være vanskeligt nok at indrette Plejen, Ernæringen og Brugen anderledes, end man har været vant til paa vedkommende Sted, at al Slags Avl med Undtagelse af Renavl medfsrer ganske særlige Vanskeligheder. B. Parringens Ledelse. Parringen er den Akt, som gaar fornd for LEggets Befrugtning af Sædfimet, og de Iagttagelser, der ere anstillede over de forstellige Maader, paa hvilke, og Forhold, under hvilke Parringen finder Sted i Dyreriget, vise aldeles utvetydigt, at Formaalet for Parringen udelukkende er at til- vejebringe et Mode mellem de modsatte Konsstoffer. Konsstofferne modes sædvanlig i Æggelederen, hvorhen Sædfimene befordres, dels ved deres egen Bevægelighed, dels ved Hjælp af Borslimhindens Celler; men desuden vil den Vcvdfle (Sæden), som indeholder Sædfimene, under Parringsakten blive sprøjtet med en vis Kraft ind i Hundyrets Kønsorganer — hos Hesten, Drøvtyggerne og Hunden endog som Regel ind i Boren, fordi Bormunden hos disse Dyr oftest er aaben under Brunsten, hos Svinet og Katten sædvanlig kun ind i Skeden. Hvis imidlertid Sædfimene ikke inden alt for lang Tid befordres ind i Boren, gaa de til Grunde. Den Slim, som Borskeden indeholder, er nemlig som Regel af sur Reaktion, og derved dræbes Sæd- fimene, hvorimod de kunne bevare Befrugtningsevnen i lang Tid (hos nogle Dyr endog i flere Maaneder, hos Husdyrene i det mindste i nogle Dage), naar den Vcedste, i hvilken de findes, er alkalisk*). *) Naar Borens Indhold reagerer surt, saaledes som det vil Deere Tilfældet, naar et Dyr ikke er blevet „rent" efter Fodselen, kan Dyret ikke blive befrugtet, selv om det bedækkes.