Landmandsbogen II
Raadgiver for den danske Landmand og hans Husstand ved den daglige Gerning

Forfatter: H. Goldschmidt, T. Westermann

År: 1895

Forlag: Ernst Bojesens Forlag

Sted: København

Sider: 541

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 600 Forrige Næste
Parringens Ledelse. 69 De almindelige Regler, der kunne opstilles for Parring af Husdyr, ere snart talte. Det gælder egentlig kun om at anbringe be Dyr, der skulle sammenparres, under Forhold, der svare til de forskellige Husdyrarters Bygning og den særlige Maade, paa hvilken de parre sig, naar de ere over- ladte fuldstændig til sig selv. Er der væsentlig Forskel paa Han- og Hun- dyrets Stsrrelse, bsr man selvfslgelig ved passende Foranstaltninger sved Fordybninger eller Forhojninger paa Underlaget) lette Bedækningen. Saa- fremt Handyret er betydelig sværere end Hundyret, kan der være Anledning til at anvende Bedækning s lad, for at ikke Hundyret stal styrte under Parringsakten, og hvis man har at gore med et meget folsomt (kildent) Dyr, maa man iagttage Forsigtighedsregler for at undgaa, at et saadant Dyr tilføjer det, med hvilket det stal parres, Beskadigelser. Af den Grund kan det undertiden være nødvendigt at anvende en vis Grad af Tvang, men i ovrigt gælder det som almindelig Regel, at jo mere man kan overlade Dyrene til dem selv under Parringen, desto bedre. Naar der i Husdyrbruget bliver Tale om en egentlig Ledelse af Parringen, da er det, fordi Husdyrene ikke ere overladte i den Grad til sig selv som de i Natnrtilstanden levende Dyr, og saafremt Dyrene, saaledes som i Regelen vore ftørre Husdyr, ere bundne, maa man, hver Gang et Hundyr skal bedækkes, bringe det sammen med Handyret, man maa anvende, hvad man kalder Parring af Haanden. Hvis derimod Han- og Hun- dyrene gaa frit omkring mellem hverandre, i hvilket Tilfælde Forholdene nærme sig be naturlige, taler man om fri Parring. Ved denne er der saa godt som ikke Tale om en egentlig Ledelse af Parringen, og man opnaar ikke eller dog kun vanfleligt at faa konstateret, hvor ofte et Hundyr bedækkes, ja, det hænder endog let, at man ikke faar at vide, om og naar Parring har fandet Sted. Men, hvad der er endnu væsentligere, man har det under saadanne Forhold ikke saa let i sin Magt at sorge for, at de Individer, som bedst passe sammen, komme til at parre sig med hinanden, og derved gaar man Glip af et af de vigtigste Midler, man har til at sikre sig Racens (eller Stammens) Fremgang (se Side 56 o. slg.). Fri Parring er derfor ikke paa sin Plads, hvor Avlen skal ledes rationelt. Hvor imidlertid Husdyrbrugeren virkelig leder Parringen, maa han vide, hvorledes Parringslysten (Brunsten), som jo maa være til Stede hos de Dyr, der flulle sammenparres, ytrer sig hos de forflellige Husdyr. Brunsten beror paa, at Konsorganernes Udvikling er saa vidt fremskreden, at der er ved at dannes modne Æg i Hundyrets Æggestokke og befrugtningsdygtige Sædfim i Handyrets Kodder. Den forste Brunst optræder hos vore Husdyr, medens de endnu ere ganske unge, længe inden deres Legemsudvikling er tilendebragt og inden de kunne kaldes fuld- stændig konsmodne (se Side 57). Derfor gælder det ogsaa i Husdyrbruget om tidligt, allerede inden Konsdriften vaaguer, at skille Kønnene ad. 5*