Almindelig Handelsvidenskab
Haand- og Hjælpebog for unge Forretningsmænd

104 Om Mønter og de techniske Benævnelser, ningen kaldes M øn tm e s te r, og den, der paaseer, at det rette Forhold mellem ædelt og uædelt Metal er tilstede, kaldes Møntvardein eller Møntguardein. Mønterne blive nemlig af forskjellige Grunde ikke forarbeidede af al- deles reenl Guld eller Sølv; men de«ls for at give de mindre Mønter noget større Omfang, og deels for at tilvejebringe en større Haardhed, blandes det ædle Metal med Kobber (Guld underliden med Sølv). At blande Guld eller Selv paa denne Maade, kaldes at legere det, og selve Til- sætningen af det uædle Metal benævnes Legering. Den legerede Masse, hvoraf Mønten bestaaer, hedder Skrot og den ædle Deel af Massen Korn. Hvis der i en Mønt, saaiedes som det er Tilfældet med Smaamønter, findes mere uædelt end ædelt Metal, kalde vi Massen, hvoraf denne Mønt er slaaet, Billon. Naar der tales om Møn- ters eller Sølv- og Guldarbeiders Fiinhed (Gehalt), menes derved det Forhold, hvori det ædle Metal staaer til Lege- ringen. For Sølvets Vedkommende benævnes Fiinheden rettere Lødighed, og hvad Guldet angaaer, da be- nytter man undertiden Karatighed istedetfor Finhed. Den Vægt (Marken, see P. 90), hvorefter man tænker sig Guldets og Sølvets Blandingsforhold reguleret, benævnes Probeervægten. Da det vilde være forbunden med altfor megen Be- sværlighed at afveie hver enkelt Møntstykke med aldeles fuldstændig Nøjagtighed, er der ved de fleste Mønter ind- rømmet Møntmesteren et vist Spillerum saavel med Hen- syn til Vægten som Fiinheden. Dette Spillerum, udenfor hvis Grændser han ikke tør gaae, kaldes ft eme dium eller To 1 e ran s. Mønternes For- eller Billedside benævnes Aversen den modsatte Side er Reversen. For at undgaae Af- kiipning og derhos at give Mønten et smukkere Udseende, ere de fleste Mønter nu riflede i Kanten. Ved Legen-