Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

130 FEA COMENIUSES SAMTID. Kundskaber om Teologien, i hvis Tjeneste ogsaa hans humane Dannelse traadte. Hofluften holdt han derfor ikke af at indaande, hvor ofte han end var Regeringens religiøse Organ, og ind i sit Venskab lukkede han væsentlig kun dem, i hvem Teologiens'rene Lys brændte, næret af Fromhed og Lærdom; overfor andre aabnede han sig ikke i Fortrolighed. Ligesom hans religiøse Opfattelse her førte til en Snæverhed, der kunde gøre hans Følelse noget kølig og upersonlig, saaledes kunde ogsaa hans Fredstrang, Storhedsmærket, der adlede ham midt i en splidagtig Tid, faa sin Skyggeside, som naar det hedder om ham i Sønnens Skildring, at han fremfor nogen elskede Teologen Sibrand Lubbert og kaldte ham sin Sjæl, fordi Lubbert ikke taalte, at de halvlærde flyttede de fastslaaede Grænser i Troens Lærdomme, og med uforfærdet Sind bekæmpede dem, der krævede nogen Forandring i den vante Form for Tale og Undervisning. En stor Aand har Pareus ikke været, men vel en ren og trofast Sjæl, hvis grundige Lærdom og samvittighedsfulde Arbejde smeltede sammen med en levende Tro paa, at Sandheden, d.v. s de Meninger, han ved sin Lærdom støttede og ved sit Arbejde udbredte, tilsidst trods alle Skuffelser vilde sejre. Selv gennem de Syner og Drømme, Tidsalderens forstyrrede Forhold avlede i hans som i saa mange samtidiges Sind, taler denne Grundstemning. Den 3dje Novbr. 1619 fortæller han i sin Dagbog: „Jeg saa, og se: en stor og træt Okse, der strakte sit Hoved mod Vest; og se: fra øst kommer en Vædder med tre røde Horn, og den farer løs paa Oksen og stanger den i Bagbenene. Og Oksen samlede sin Kraft og stod mere fast. Og en anden Vædder kom fra Folkenes og Vejenes Bjærg og gik, med brudt Ben, mellem dens Horn løs paa dens Forben, og anden Gang samlede Oksen sin Kraft og