Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 129 hvis Indgang han havde sat en latinsk og en tysk Indskrift: „Das Pareanum heist disz Hausz Ich håbs gebaw, bald werd icht drausz Lass es einen anderen, dens Gott günt, Im Himmel ich ein bessers findt.“ Her levede nu de unge Studenter et rigt Samliv med ham, indskrevne paa Listen over Disciplene i hans private Kollegium, og „voksede i Alder, Evner og Dyder“. Med sin fyldige, velklingende Stemme, sin høje aabne Pande, sit korte, i Manddommen brune, i Alderdommen graa-sprængte Skæg, med sin hele mandige og myndige Skikkelse, præget af det Maadehold i Nydelser, der var ham egent, skønt han paa ingen Maade foragtede Gæstebudets Munterhed, naar den var krydret af Lærdommens og Viddets Salt, - med sin pyntelige Dragt, der straks viste, at han hverken var Privatmand ellei Lægmand, maatte han ved første Møde virke tiltrækkende. Kom man ham nærmere, maatte man blive slaaet af den jene Sandhedskærlighed, der gjorde al løgnagtig og flertydig Tale uudholdelig for ham, og af den alvorlige Fromhed, han saa længe han levede stadig søgte at arbejde dybere ind i sig, ti „Fromhed (pietas') er nyttig til alle Ting og haver Forjættelser for det Liv, som nu er, og foi det tilkommende,“ siger Apostlen (1 Tim. 4,8). Hans Sandhedstrang og Evighedstrang smeltede sammen i den Sætning, han valgte til Indskrift for Auditoriet, hvori han daglig holdt Forelæsninger: „Lad os lære paa Jorden, hvad der kan staa fast for os i Himlen.“ Tidsalderens spredende Polyhistori stod &r ham som en tom Flugt af Nysgerrighed, og han samlede alle sine Evner og H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II.