Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMI1“. 211 men et Liv fuldt af Livsindtryk og baaret oppe af en ejendommelig Begavelse. Han har maaské ikke saa meget skabt nye Tanker, det meste af, hvad han har sagt, er maaské tidligere udtalt, men han har forstaaet at sige det paa en saadan Maade, at det, der før var jaget hen over Menneskenes Hoveder som en Vind, der ikke kunde fanges, nu slog ned og gjorde sin Virkning og forplantede sig videre. Man kunde endog sige: Rous-seaus egentlige Virkning viser sig først et halvt eller et helt Åarhundrede efter at han er opstaaet. Men det er jo netop en af Maalestokkene for, hvor’ dybt en Forfatter har grebet ned i Livet, at han forstaar at herske ud over et kort Spand af Tid, at han forstaar at forme Idealer, der endnu kunne fængsle senere Slægter. Og for saa vidt som Frugten af Rousseaus Virksomhed har været en Venden tilbage af naturligere Tilstande, en Anerkendelse af Menneskets Følelsesliv, en Fremkaldelse af større Lykke i de voksnes og i Børnenes Verden, en Hævden af, hvad fri Udvikling paa alle Omraader har at sige — for saa vidt maa vi ogsaa være berettigede til at henregne Rousseau til de Mænd, der kunne kaldes Menneskeslægtens Velgørere.