Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

210 ROUSSEAU OG HANS „EMIL0. Bøddelen, han blev jaget bort fra sin Fødeby, da han tyede dertil. Han flygter til den Del af Schweiz, der stod under den preussiske Konge Frederik II, fordi denne var en frisindet Fyrste, der, som han selv spøgende sagde, tillod enhver af sine Undersaatter at blive salig paa sin Vis. Rousseau lever forholdsvis roligt og fredeligt i en protestantisk Menighed, hvis simple Kirkeskikke tiltale ham, indtil Beboerne opflammes mod ham af Gejstligheden i Genf, og han maa atter flygte. Han bor nogle Maaneder paa en ensom 0, kastede sig mere og. mere i Naturens Arme, syslede med Blomster og vakte en Sans for Plantekundskab, der bredte sig i vide Kredse. Da Baggesen kommer til Schweiz og føler sig omviftet af Rousseaus Aand, ser han i hver lille Blomst en Søster og fortryder, naar han tankeløst har plukket den. Saa indbydes Rousseau til England af Tænkeren David Hume, men det fører ikke til noget nærmere Forhold mellem de to Mænd; saa forskellige som de ere, fører Rousseaus sygelige Mistænksomhed hurtig til et Brud. Han vender tilbage til Frankrig,* halvvejs med, halvvejs uden Tilladelse, lever mere og mere sammensunken i sig selv, mere og mere nedbrudt i hele sit Nerveliv, følende, at Menneskene og han ikke have noget med hinanden at gøre; han, som havde gjort sig til Menneskekærlighedens Forkynder, ser sig stødt ud af Menneskeslægten. Da han er bleven 66 Aar gammel og en Dag vender hjem fra en Spaseretur, udslukkes pludselig hans Liv, uden at det nogen Sinde er blevet rigtig opklaret, hvorledes han døde, om han lagde voldsom Haand paa sig selv eller døde en naturlig Død. Rousseaus Liv er, som De ser, et ulykkeligt Liv, i personlig Henseende i mange Retninger et forfejlet Liv,