Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG- HANS „EMIL“. 209 seau som en Lysets og Menneskelighedens Apostel, der siger: Kun, naar man søger Barnet op paa dets eget Omraade, kun, naar man taler til det, som er levende vakt i Barnet selv, taler til det i dets eget Sprog, er man i Stand til at opdrage det saaledes, at det bliver lykkeligt. Og Lykke er den Luft, Barnet helst maa indaanäe. Naar Opdragelsen i vore Dage for en stor Del maa siges at have faaet et ganske anderlades lyst Præg end i tidligere Aarhundreder, naar Barnet ikke længer føler sig som det forfulgte Dyr, der stadig er paa Krigsfod med den voksne, der skal opdrage det, naar Forholdet mellem Lærere og Elever ikke længer er det, at Læreren er Tyrannen og Barnet den listige Undersaat, der søger ethvert Smuthul, fra hvilket han kan ærgre og drille Tyrannen, skyldes det for en stor Del netop, at Rousseau slog til Lyd og havde den Kraft i sin Stemme, at hans Ord blev hørt. Han har gjort sit til at omdanne en hel Verdensdel. III. Rousseaus Alderdom. Men han selv flk ikke i Øjeblikket nogen Tak for sit Værk. Den religiøse Afdeling af hans Bog vakte overordentlig Modstand særlig fra den katolske Gejstligheds Side, og han stod mellem en dobbelt Ild, ^for saa vidt som han ogsaa ramtes af Angreb fra de 1 ilosoffer, der stode paa den blotte Forstandsdyrkelses Side og ikke, som han, havde Følelsens Ild vaagen i sig. Han maatte flygte, fordi Parlamentet i Paris gav Ordre til, at han skulde fængsles. Hans Bog blev brændt af H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. !