Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

208 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. Det slaas fast, at det, Barnet kan gøre Krav paa, men som tidligere Tider ikke havde forstaaet, det er at blive behandlet som et Barn. Tidligere havde man ved al Undervisning kun betragtet Barnet som et voksent Menneske i formindsket Maalestok, saa at man altsaa kun i smaa Portioner behøvede at give Barnet det samme, som man i større Portioner gav den voksne. Nu siger Rousseau: Nej, enhver Ting, man vil meddele Barnet, maa lægges til rette paa en Maade, der svarer til Barnets Krav. Der er i Barnets Natur Ejendommeligheder, som maa respekteres, og kun den, der ser paa Barnet som paa en Helligdom og agter et Naturens Kunstværk i Barnet, som man ikke med vanhellig Haand maa gribe ind i, kun den er i Stand til at være en Opdrager, som det sig hør og bør. Derfor afløser fra den Tid i Opdragelsens Historie et mildt, hensynsfuldt Regimente det Tyranni og Barbari, der tidligere havde været den gældende Tone mellem voksne og Børn. Naar man tidligere nærmede sig en Skole, hørte man Hylen og Skrigen en halv Fjerdingvej borte. Man kunde i en Skolestue se Gulvet overstrøet med blodige Stumper af Ris og Piske, som vare slidte op paa Børnenes Rygstykker, og der var Lærere, som førte Bog over, hvorledes de havde tugtet deres Elever Aar igennem, og som med den mest smaalige Nøjagtighed kunde fortælle, hvor mange Hundrede Tusende Ørefigener,' de havde uddelt, hvor mange Knubs i Hjæmeskallen de havde givet, hvor mange G-ange de havde ladet Børn ligge paa Knæ paa trekantede Stykker Brænde, og hvor mange lignende udtænkte Pinsler de smaa Syndere havde maattet vaande .sig under. Den gamle Adam, Naturen i Barnet, skulde dræbes, det havde været Løsenet. Mod hele denne Opfattelse optræder Rous-