Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. 207 fødes i den fordærvede Tid, saa mærke vi ogsaa her hans digterske Evne til at fremstille de Forbilleder, han selv har svigtet. Og Bogen ender da med at stille en Opgave frem til Løsning, der peger ud över Rousseau, hen paa den næste store Pædagog, hans tyske Landsmand, Schweizeren Pestalozzi, der netop bliver Ordfører for alt, hvad stort og indflydelsesrigt Forældre ere i til Stand til at lægge i deres Børns Liv. Dette er i korte Træk Indholdet af Rousseaus store Bog om Opdragelsen. Og det var en Bog, som blev læst. Rousseau havde Egenskaber, som bevirkede, at der altid rundt omkring ham, naar han talte, vaktes Uro, Tanker kom op i Folk. Han stod som en Modsigelsens Genstand, men han vakte sig Samtid. Hans Bog er ingen kølig Opdragelsesafhandling med almindelige Regler, nej den er et flammende Digterhjærtes Udtryk for, hvad der bevæger det selv personlig. Han staar deri som en Advokat, der slynger sine Anklager i Synet paa sin Samtid. Man mærker, hvorledes Halmen brænder i ham; saaledes • som efter det gamle Ord Indignationen gør én til Digter, saaledes gør Indignationen ham til en saa veltalende Tolk for de lankei, han vil udtale, og han griber til alle Haande anskuelig-gørende Midler for at gøre Indtryk, giver snart Natur-malerier, snart Træk af sit eget Liv, indfletter snart Samtaler, der er som hele smaa Skuespil, snart personlige Henvendelser til sine Læsere, i hvilke han søger at tale til deres inderste Følelser. Ved den Veltalenhedens Magt, han raader for, virker han saaledes, at det Europa over lyder: Opdragelsen har faaet et nyt Grundlag, det er Naturen i Menneskene, den inaa støtte og styrke; hvad Opdrageren har at gøre, er kun at række den naturlige Udvikling en hjælpende Haand.