Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

206 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. des Skønhed og hendes „Kvindelist“ er hendes eneste Magtmidler og hendes Livs Maal som Hustru at behage sin Mand og føde sunde Børn. Hovmesteren sørger nu for, at Emil og Sofie faa hinanden at se, de ere som forud bestemte for hinanden, Gnisten slaar ned i dem begge, og de knytte den Pagt, som Hovmesteren tilsigter. De unge holde Bryllup, Tiden gaar, og det Øjeblik er ikke fjærnt, da Emil selv skal være Fader; saa maa Hovmesteren have udspillet sin Rolle. Naar den nye Slægt atter skal opdrage en Slægt, maa den selv være ude af Lære, og Bogen ender med, at Hovmesteren tager Afsked med Emil, og at denne holder en Lovtale over den Opgave, der er stillet en Fader. Rousseau peger dér ud over Grænsen for sin egen Bog. Den har ikke skildret noget Forhold mellem Fader og Barn, selv har han ikke kendt meget til, hvad det vil sige, han havde, som saa mange af de store Pædagoger i den Henseende været stifmoderlig behandlet af Livet. Han havde heller ikke vist sig i Stand til selv at magte det Forhold. Skønt han i „Emil“ siger, at den har ingen Ret til at være Fader, som ikke vil opfylde en Faders Pligter, havde han dog sendt de 5 Børn, som lian.fik med den godlidende, men udannede Kvinde, han knyttede til sig, efterhaanden som de fødtes, til et Hittebørns-hospital uden noget Mærke, saa at de for bestandig gik tabt for ham. Det er, som man i „Emil“ mangen en Gang føler de glødende Angerstaarer, hvormed han tænker paa disse sine Handlinger, og naar han i Begyndelsen af Bogen søger at tale Forældrene til Marv og Ben, at lægge Mødrene paa Hjærte, at det er deres uforgribelige Pligt selv at amme deres Børn, og at lægge Fædrene paa Sinde, hvorledes det er i Ægteskabet og Familieforholdet, at Samfundslivet paany kan gen-