Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

BOUSSEAU OG HANS . „EMIL“. 205 slipper ham, men Manden er først i Havn, naar han ikke længer er ene. Hovmesteren skal da sørge for, at Emil faar en Hustru, der passer for ham. En Del af Bogen ofres nu til at skildre Sofie, den unge Pige, som skal kunne gøre Emil lykkelig, — Kvinden er efter Rousseaus Mening væsentlig kun til for Mandens Skyld. Der er rejst eller liar været paatænkt at rejse et Mindesmærke over Rousseau et Sted i Genf, hvor man ser ham staa oprejst, medens der ved hans Fod ligger en Dreng, som hamrer paa en Vogn, lian laver sig. Rousseau holder Drengen fast i en Lænke, der er flettet af Roser, og ser med et faderligt Blik ned paa ham. Op ad Rousseaus anden Side staar et Skjold, og paa Skjoldet ser man indgravet en Scene af det gammeldags Skoleliv: Læreren, der vred staar med et løftet Ris ligeoverfor sine ulykkelige Drenge; men Skjoldet er revnet midt over. Paa Fodstykket ser man i Baggrunden Rygtet eller den offentlige Mening sidde paa en Trone med sin Basun for Munden og blæse ud over Verden. I Forgrunden staar paa den ene Side en Fader med sin Søn; de vende Ryggen til den offentlige Mening, og Faderen siger øjensynlig til Sønnen: Den kommer ikke dig ved, du skal kun være og ikke bryde dig om, hvad du synes, du skal handle som en Mand, uden at bryde dig om Rygtet. Paa den anden Side staar en Moder med sin Datter; de have Ansigtet vendt mod den offentlige Mening, og Moderen indpoder øjensynlig Barnet, at for den unge Pige gælder det ikke blot om at være, men ogsaa om at synes, ikke blot at bære Dyden i sig, men ikke engang at have Skinnet imod sig. Hendes Opdragelse maa gaa ud paa fra tidlig lid at vænne hende til, frygtsom, svag og afhængig som hun er af Manden, at bøje sig og finde sig i alt. Hen-