Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

204 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. menneske, saaledes er der ogsaa i hans Religiøsitet en varm Betagethed, en inderlig Fordybelse, blot at hans religiøse Forestillinger slynge sig omkring det, der staar som det sande for hans menneskelige Fornuft. For at Emil nu kan komme i det rette Forhold til det religiøse, maa Fornuften først være udviklet hos ham, saaledes at han selv er i Stand til paa egen Haand at vælge, hvad der skal være religiøst bindende for ham, blandt de Religioner, som have grebet Menneskesjælene; i de store historiske Træk, saaledes at hver enkelt Religions ejendommelige Væsen kommer ham for Øje, ] ægges de frem for ham, og han er udviklet nok til frit at lade Fornuften vise Følelsen Vej ved Valget. Under hele denne Udvikling har Rousseau lagt Vægt paa, at den rent praktiske Dannelse ikke forsømmes. Emil skal ikke blot være ‘fri for Fordom og Overtro og Afhængighed af andres Meninger, men ogsaa være uafhængig i den Forstand, at han, hvor han kommer hen i Verden, skal kunne have sin Skæbne i sin egen Haand og sikre sin Eksistens. Det kan særlig Haandværkeren. Agerdyrkeren er bunden til Jorden, Købmanden til Staden, Haandværkeren er den frie Mand, under hvilken Himmel og i hvilke Omgivelser han lever; og Emil opdrages da til at være Snedker. Rousseau optager her, hvad der allerede hos de gamle Jøder var en fastsat Regel, at den, der helligede sig til Aandsarbejde, samtidig skulde lære et Haandværk, der kunde støtte ham og hindre ham fra at blive en blot og bar stuelærd. De kender det fra Paulus, der var Teltmager, maaské ogsaa fra Filosoffen Spinoza, der var Glassliber. Imidlertid er Opdragerens Gerning endnu ikke tilendebragt. Emil skal være i Havn, førend Hovmesteren