Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. 203 til Grunde, eller han harmes derover og fyldes af en umoden Lyst til at dømme. Man maa altsaa paa den ene Side vise ham Menneskelivet, som det er, for at det ikke skal blænde ham, og paa den anden Side dog lade ham staa udenfor det, for at hans Lidenskabei ikke før Tiden skal gøre ham til Dommer derover. Dér kommer Historien til at spille, en Rolle. Nu har Ynglingen gjort Erfaringer nok til, at Modsætningen mellem godt og ondt, Dyd og Last er gaaet op foi ham. Han har selv i saa høj Grad følt, hvad Udvikling vil sige, har selv gjort sig skyldig i saa mange Fejltagelser, selv lidt saa mange Skuffelser, at han ogsaa er i Stand til at leve sig ind i hvad der har styrket og hemmet de historiske Personligheder, og Historien bliver da det store Maleri, som afbilder Livets Gang, saaledes som den virkelig er, men dog, ligesom ethveit Kunstværk, virker paa en vis Afstand, uden at sætte de personlige Lidenskaber i Bevægelse. Emil gransker altsaa dér Livet, inden han skal sendes ud deri, søger dér den Erfaring, der bag efter kan være ham en betryggende Ballast. Hidtil har han været holdt udenfor enhver Paa-virkning i religiøs Henseende. Der er et Hovedafsnit i Bogen, som hedder: „En savoyisk Hjælpepræsts Bekendelser“, i hvilket Rousseau udvikler sine egne religiøse Anskuelser. Han indleder det med en malerisk Naturskildring, et Landskab i Morgenstemning, han vender tilbage til Indtrykkene fra sit Ungdomsophold i Norditalien og fra den Paavirkning, den unge Præst stillede ham ynder, og gør sig til Ordfører for en For-' nuftreligion, der dog ikke slaar en Streg over de Magtei i Menneskesjælen, der ad Følelsens Vej vælde op fia det ubevidste. Som han i det hele taget er et Følelses-