Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 221 jo villigere han erkendte, at det var hans egne Mangler, der havde forvoldt hans Nederlag. Og nu sad han i sit store Stuehus, mangen Gang kun med tørt Brød og en Drik Vand til Middagsmaal-tid, i den smertelige Følelse af, at saa godt som alle hans Venner undgik ham og troede, han vilde ende som Fattiglem eller i et Galehus. Men Tankerne gæstede ham og arbejdede saa længe i ham, til han i sin Ensomhed blev Forfatter, uagtet han i 13 Aar ikke havde læst en Bog og knap kunde skrive en Linje uden Fejl. Hvad lian var opfyldt af, naar han strejfede om paa Marker og Veje og snart var hensunken i .dybe Drømme, snart med underlige Fagter talte højt med sig selv eller med ét satte i Løb, til Latter for nogle, til Medlidenhed for andre, det samlede sig i Aftentimerne til Skrifter, hvori man bliver Vidne til hans Tankers Brydning for at vinde frem til Klarhed og hans varme Kærlighed til Mennesker, desto større, jo ringere og hjælpeløsere et Menneskeliv der er Tale om. I Strøtanker, Fabler og Afhandlinger, i Samtaler og Fortællinger slaar han i 18 lange Venteaar til Lyd for sin Livsopgave, Ophjælpningen af den store Befolkning. Han udgiver en Tidlang et Ugeblad, spillende af Lune og svulmende af Følelse. „Det Menneske, der søger Kærlighed og ingen finder, maa tidlig ældes“, siger han fortabt i vemodige Erindringer, og hans religiøse Standpunkt udtrykkes kortest og fyndigst i den Sætning af ham: „For Mennersker er Kærligheden den eneste sande Gudstjeneste.“ Ud fra denne hans Kærlighedstanke bliver Forholdet mellem Fader og Børn for ham Løsningen af det borgerlige og politiske som af det religiøse Livs Opgaver: Gud overfor Menneskene, Fyrste over for Undersaatter, Øvrighed og Borgere, Præst og Menig-