Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

220 HEINRICH PESTALOZZI. planter Hyklere, men ved Udviklingen af de Evner, der bor i ethvert Menneske, selv det fattigste. Han udsender til „Menneskehedens Venner“ en udførlig, begejstret Fremstilling af den Plan, efter hvilken hans Gaard „Neuhof“ skulde omdannes til en Anstalt, hvor fattige Børn om Sommeren skulde øves i Landbrug, om Vinteren i Haandgerning for under og igennem Arbejdet at faa udviklet deres Forstand og Moral og deres religiøse Følelse, den hele store Husholdning baaren af en Kærlighed, som kunde varme og adle Barnehjærterne. Ny som Tanken var, stod Pestalozzi med ét i sin Kreds som „en Fyrste paa Opdragelsens Enemærker“, Penge flød ind, og snart havde han aabnet sit Hus for en 50 fattige Børn, opsamlede af ham paa Gaden og revne lige ud af Elendigheden for her at lære Arbejdslyst og Arbejdsdygtighed. Fra Morgen til Aften- færdedes lian blandt dem og levede selv som en Tigger for at hjælpe Tiggerne til at leve som Mennesker. Men mange af Børnene vare allerede grundfordærvede af deres tidligere Liv, dovne og kræsne, fordringsfulde, tit endda støttede af deres Forældre, overfor Pestalozzi, som dog selv tit og ofte spiste de daarlige Kartofler for at unde Børnene de gode. Øvrigheden gav ham ikke Rygstød nok, Børn løb deres Vej, han stod uden Myndighed, upraktisk som han var, med sit fulde Hjærte og sine dybe Tanker, men uden Selvbeherskelse og ordnet Plan i sit daglige Liv. Han sank dybere og dybere i Gæld, hans Hustru ofrede sin Arv og søgte med sin rolige Fasthed at holde sammen paa Huset, men efter 5Aars Forløb var der i 1780 ikke andet at gøre end at sende Børnene tilbage til deres Forældre og lukke Anstalten. Pengene var spildte, Tilliden til Pestalozzi tabt, men hans Tro paa sine Tankers Sandhed styrket,