Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 219 af ham om „Lovgivning og Barnemord“, som,muligvis har sine Rødder i denne Tids Sysler, gaar ud fra, at saadanne dybtliggende Samfundsonder kun fjærnes ved „at løfte de laveste Klasser ud af Tilstande og Forhold, som umuliggøre Udviklingen af Menneskenaturens højere Kræfter“. „De ædlere Følelser dø bort hos den ulykkelige, som har Skændselen evig og uudslettelig tyngende paa sig,“ siger han og tager Ordet for Ophævelse af Livegenskab, Vornedskab, vanærende Straffe og Dødsstraf. Efter et Aars Læretid, hvori han, stolt af sit solbrændte Ansigt og sine grove Hænder, mener at kunne lære Landvæsenet fra Grunden, faar han Penge til Laans af et Handelshus, køber nogle daarlige Jorder, som han vil forbedre med Mergel, og gifter sig, da han selv er 23 Aar gammel, hans Brud 30. „Du vil komme til at nøjes med Vand og Brød,“ havde hendes Moder uskaansomt sagt til den bortdragende Datter. Hvor ivrig Pestalozzi tog fat, saa strandede hans Landbrugsplaner dog snart paa upaalidelige Hjælpere og Mangel paa praktisk og økonomisk Sans hos ham selv, samtidig med, at han af Bønderne omkring var ilde set for de nye Spor, han vilde ind paa. Handelshuset trak sine Penge tilbage, og Pestalozzi stod uden Kapital og uden Kredit, med et ufuldført Stuehus paa sine stenede Jorder. „Mit Livs Drøm, Haabet om en stor, velsignelsesrig Virksomhed rundt om mig, som skulde finde sit Midtpunkt i en rolig, stille, huslig Kreds, det Haab er nu fuldstændig ude,“ skriver han 29 Aar gammel. Saa slaar den Tanke ned i ham at afhjælpe Fattigdommen i Samfundet, ikke gennem Fattigforsørgelse, „Naade- og Barmhjærtighedsmidler“, som han kalder dem, ikke ved Almisser og privat Velgørenhed, som skaber Tiggere og