Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 223 Fremtid, hvor Menneskenaturen, under en faderlig Ledelse, fra ædlere Sider kan gøre sig gældende i Bondebefolkningen. „Jeg vil lægge Folkenes Dannelse i Mødrenes Haand,“ det er Grundtonen i Bogen. Forbilledet for hans Gertrud var en Tjenestepige, der i de onde Aar var traadt hjælpende ind i Pestalozzis Hus — som Babeli i hans Barndom — og med sin arbejdsdygtige Omhu, sin modige Viljekraft havde bragt Renlighed i Huset og sund Føde paa et ordentligt Bord. Fra den ene Dag til den anden var Pestalozzi bleven en berømt Mand ved sin Bog. Den optryktes i Folkeblade og Almanakker; Stormænd gjorde Stads af ham, Foreninger sendte ham Takskrivelser og Hæderstegn, Regeringer traadte i Brevveksling med ham, og nær var det blevet virkeliggjort, hvad én af hans Ungdomsvenner sagde til hans Kone: „Hvis jeg var Fyrste, vilde jeg tage Pestalozzi med paa Raad om alt, hvad der vedrører Landbefolkningen og Forbedringen af dens Tilstand, men aldrig betro ham en Øre.“ Saa bryder den franske Revolution løs. Det er for Pestalozzi Stormklokken, der ringer en ny Tid ind. Hvor kunde det staa anderledes for ham, naar han tænkte paa „Hoffernes Almagtsfordringer“, paa Ludvig den 14des Enevælde, „der i Kraft af hans Salvelse med Kroningsolje gjorde Krav paa Guddommens Rettigheder og førte Verdensdelen ind paa en Trælletjeneste, som hverken Tyrker eller Merianer vilde være i Stand til at yde“. „Tidsalderens store Skuespil er et vækkende Skridt af den gode Natur,“ siger han; „gid Kongerne maa høre det! gid Verden maa forstaa det!“ Og da Revolutionstankerne ogsaa har erobret Schweiz og stemplet det med den ene, udelelige Republiks Navn, udbryder han i forhaabningsfuld Tro paa Fremtiden: