Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

224 HEINRICH PESTALOZZI. „Jubl, Fædreland! Vildfarelsens Skyer er splittede, din Kraft er fornyet, Frankrig tager dig med søsterlig Lighedsfølelse i sin Favn.“ Han føler, at hans Ventetid er omme, det spirer og gror i ham, og han tager straks sin Plads i den Genfødelse af Folket, der stunder til, da han en af de første Dage efter Omvæltningen erklærer: „Jeg vil være Skolemester!“ III. „Med republikansk Hilsen“ skrev Pestalozzi i Maj 1798 til en af Ministrene og tilbød Regeringen sin Tjeneste, „overbevist om, at en væsentlig Forbedring af Opdragelsen og af Skolerne for den laveste Del af Folket var paatrængende .fornøden for Fædrelandet“. Skolelærere var da det første, der behøvedes; kunde han ikke oprette en Lærerskole, spurgte man Pestalozzi. Men han vilde først prøve sine Tanke og Erfaringer i en Barneskole og gjorde Udkast til en Anstalt i Lighed med den, han havde haft paa Neuhof og omtalt i „Lienhard og Gertrud“. De omliggende Landsbyer skulde kunne sende deres Børn til Anstaltens Skole, unge Mænd dér øve sig i den Kunst at undervise og Staten, efterhaanden som Planen var prøvet, oprette flere og flere lignende Anstalter, hvori de tarveligste Klassers Børn gennem praktiske Sysler blev opdragne til flittige og selvstændige Borgere. Uden en saadan, økonomisk, Selvstændighed kunde den af Revolutionen indførte borgerlige Lighed ikke bestaa, mente Ministeren og sluttede sig til Pestalozzis Udkast. Men hvor skulde