Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 225 Anstalten lægges’? Afgørelsen kom af sig selv, medens man forhandlede derom og Pestalozzi — „som allerede tit med Held havde talt til sine ulærde Medborgere og dog talt saaledes, at selv de mest dannede gærne hørte ham,“ — foreløbig støttede Regeringen som politisk Forfatter, særlig ogsaa gennem et Opraab til de Kantoner, som endnu ikke havde godkendt Forfatningen. Disse vilde imidlertid ikke bøje sig for den ny Ordning. De katolske Præster afmalede Franskmændene som Kirkerøvere og Tempelskændere, den ophidsede Befolkning satte, om end frugtesløst, Magt mod Magt, da Regeringens Tropper rykkede ind, Mænd, Kvinder og Børn nedsabledes, Huse og Lader gik op i Luer, forældreløse og uforsørgede Børn flakkede husvilde om uden Tilsyn. For dem besluttede Regeringen at indrette et Opdragelseshus i Byen Stanz, og Pestalozzi var Manden dertil. Han var Fyr og Flamme. „Min Iver for endelig at faa taget fat paa mit Livs store Drøm“, siger lian, „vilde have bragt mig til at begynde oppe paa de højeste Alper, jeg kunde gærne sagt, uden Ild og Vand, blot man havde ladet mig tage fat.“ Til sin Kone skriver han: „Har du en Mand, der ikke er bleven miskendt, men fortjener den afvisende Foragt, man almindelig behandler ham med, saa er der ingen Redning for os. Men er jeg bleven urigtig bedømt, fortjener jeg, hvad jeg selv tror, saa kan du snart vente Raad og Hjælp af mig. Men nu stille, hvert Ord af dig gaar mig til Hjærte. Du har ventet 30 Aar, vent nu et Fjerdingaar endnu.“ Et Nonnekloster blev sat i Stand til at optage 80 Børn. De kom, før Bygningen var færdig indrettet: usle og elendige, med indgroet Fnat, saa de knap kunde gaa, med Saar i Hovedet, med Pjalter fulde af Utøj, H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II.