Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

226 HEINRICH PESTALOZZI. saa udtærede som Benrade, gule og fortrukne i Ansigtet, med forskræmte Øjne og rynkede Pander, nogle frække og fordærvede, vante til at tigge og hykle, nogle forkuede og mistroiske, nogle forkælede og fordringsfulde, alle lade, uvidende, uden Øvelse i Brugen af deres aande-lige eller legemlige Evner, af ti knap én, der kendte Bogstaverne — saadan skildrer Pestalozzi selv de Børn, han skulde arbejde med. Men han stolede paa den menneskelige Natur, der laa paa Bunden af dem trods alle Forvildelser, og var overbevist om at kunne faa den i Tale ved et Samliv med Børnene, som havde sit Forbillede i det Liv, Forældre i Hjemmet leve med deres Børn. „At mit Hjærte hang ved mine Børn, at deres Lykke var min Lykke, deres Glæde min Glæde, det skulde de fra den tidlige Morgen til den sildige Aften hvert Øjeblik se paa min Pande og fornemme paa mine Læber. Jeg var Dagen igennem saa godt som alene i deres Midte. Alt, hvad godt de nød paa Legeme og Sjæl, kom fra min Haand. Hver Hjælp, hver Haandsrækning, hver Lærdom, de fik, udgik umiddelbart fra mig. Min Haand laa i deres Haand, mit Øje hvilede paa deres øje. Mine Taarer flød med deres, og mit Smil ledsagede deres. De var udenfor Verden, udenfor Stanz, de var hos mig, og jeg var hos dem. Deres Suppe var min, deres Drikke var min. Jeg havde intet, ingen Husholdning, ingen Venner, ingen Medhjælp om mig, jeg havde kun dem. Var de raske, stod jeg i deres Midte, var de syge, var jeg ved deres Side. Jeg sov iblandt dem. Jeg var om Aftenen den sidste, der gik i Seng, om Morgenen den første, der stod op.“ Befolkningen saa skævt til ham, lian var jo sendt til den af den forhadte Regering, og han var ikke Katolik. Fra velvillige Embedsmænd faldt der tvivlende