Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 227 Ord om Foretagendet, fordi Pestalozzi havde „sat sig i Hovedet at føre alt igennem ene eller ved Børnenes Hjælp og uden Plan“. Han kendte, efter hans egne Ord, i Virkeligheden ingen anden Plan eller Kunst end den, der simpelt hen laa i Børnenes Tro paa hans Kærlighed til dem; han vilde ingen anden kende. Og hvor hjælpeløs han end tit følte sig overfor de praktiske Vanskeligheder, trykket af Omgivelsernes Misforstaael-ser og Uvilje, saa var han dog fast overbevist om, at før Foraarssolen havde smeltet Sneen paa Bjærgene, skulde man ikke kunne kende hans Børn igen, og efter et Par Maaneders Forløb skrev han ind til Regeringen: „Vanskelighederne ved at undervise midt under Arbejdet formindskes daglig, og Børnene vænne sig efter-haanden til Regelmæssighed og Anstrængelse.“ Det varede ikke længe, før de 80 forvildede Tiggerbørn, efter at Sygdomsanfald og Raahedsudbrud fra den første Tid var overstaaede, levede sammen i en Fred og gensidig Hjælpsomhed, som kun sjælden findes end-ogsaa blandt Søskende. Han tog dem paa Skødet, glattede Rynkerne i deres Pander og sagde til dem: „Vil I ikke ogsaa en Gang ligesom jeg leve blandt de stakkels ulykkelige, opdrage dem og gøre dem til dannede Mennesker?“ Da Byen Altdorf var brændt, samlede han sine Børn om sig og sagde: „Altdorf er brændt; maaske er der i dette Øjeblik hundrede Børn, som ikke har Tag over Hovedet, ingen Mad, ingen Klæder. Vil I ikke bede vor gode Øvrighed, om vi maa tage en 20 af dem til os her i Huset?“ Børnene blev rørte og udbi’ød: „Jo, jo, lad os dog endelig det,“ men Pestalozzi sagde til dem: „Husk paa, hvad det er, I beder om. Huset her har ikke mange Penge, det er ikke vist, at vi for disse fattige Børns Skyld faar 15*