Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

228 HEINRICH PESTALOZZI. mer end vi har. I kommer maaske for deres Skyld til at arbejde mere for jeres Undervisning, faar maaske mindre at spise, kommer maaske oven i Købet til at dele jeres Klæder med dem. Bed derfor ikke om disse Børn, uden at I gærne vil gøre alt dette for deres Skyld.“ Han lod dem selv 'gentage, hvad han havde sagt, for at være sikker paa, at de havde forstaaet det, men Børnene blev standhaftig ved deres Ønske. Og naar deres Følelser paa den Maade var vakte, lod han dem øve sig i Selvovervindelse. Tit blev de hans Medhjælpere ved Undervisningen: den, der var lidt videre fremme end de andre, satte sig imellem dem og lærte dem, hvad han kunde. Hans Grundsætning var, at Børnene skulde kunne til Fuldkommenhed selv det ubetydeligste, de lærte, og aldrig faa Lejlighed til at gaa tilbage, saa de glemte noget Ord, de én Gang havde lært, eller skrev noget Bogstav daarligere end de før havde gjort. Hvor det skete, var han stræng og straffede dem. Imidlertid rykkede franske Tropper paany ind i Egnen. Klostret blev taget til Sygehus for dem. Børnene maatte hjemsendes til deres Forældre, forsaavidt de levede; kun 20 blev tilbage. Pestalozzi spyttede Blod af Overanstrengelse og tog op i Bjærgene til et Badested, „en Sten i Havet, som jeg hvilede mig paa, før jeg svømmede videre - jeg kunde ikke leve uden mit Værk“, skriver han til en Ven.