Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 229 VI. Til Stanz kom han ikke tilbage. Folk sagde op i Øjnene paa ham, at han var en Nar og en Drømmer, der af og til maaske kunde have en lys Tanke, men ikke duede til at føre noget igennem; 5—6 Maaneder kunde han holde ud, det var alt. Kun Ministeren for Kunst og Videnskab tog sig af ham, men kunde ikke overvinde Modstanden. Da Pestalozzi efter nogle Ugers Forløb kom ned igen fra Bjærgene, skaffede Ministeren ham saa — med Henvisning til hans Tankers Udbredelse og Gennemførelse i Udlandet, særlig Tyskland - Bolig paa Slottet i den lille By Burgdorf og en Stilling som Underlærer ved Bondeskolen i Byen. Skolemesteren var en Skomager med en Stue, hvori han og Pestalozzi underviste 73 Børn, og hvorfra han, skinsyg paa sin Lærers Iver, bange for at blive fortrængt, sendte Rygter ud om, at Pestalozzi hverken kunde læse eller skrive eller regne eller lærte Børnene Katekismus. Til sidst æggede han Skolebørnenes Fædre til at sige, at de ikke vilde have, at deres Børn skulde være Prøveklude, Borgerne kunde prøve alt dette ny paa deres egne Børn. Pestalozzi blev da forflyttet til en lille, af en Kvinde ledet „Stave- og Læseskole“ for der at fortsætte sine Forsøg. Det stod klart for ham, at den tolkeundervisning, der fandtes, var „en umaadelig Sump“, og at „den offentlige og almene europæiske Skolevogn ikke blot maatte spændes bedre for, men helt vendes og køres ind paa en ganske anden Vej“. Fra Kl. 8 om Morgenen til Kl. 7 om Aftenen med faa Timers Afbrydelse stod han i Skolens Støv og lod Børnene, uden at de endnu kendte Bogstaver, høre, gentage og selv adskille stadig vanskeligere Lyd, lod