Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

230 HEINRICH PESTALOZZI. dem iagttage og beskrive Hullerne og Rifterne i Skolestuens Tapet, lod dem faa Tabeller inddelte i Tærner med et vist Antal Prikker i hver, for at lære dem at lægge sammen og trække fra og regne sammensat, før de endnu kendte Taltegnene. Han skrev i sit Ansigts Sved hele Bøger fulde af Stavelser og af Talrækker for at finde de simpleste Begyndelsesgrunde og ordne alt uden Spring. I sin Iver tog han intet Hensyn til Tiden; Timeplan havde han ikke; hvad han begyndte med om Morgenen, det blev han gærne ved med i tre Timer, og længe før Klokken var 11 og Børnene, som tit gjorde ham Livet surt, løb deres Vej uden Farve], var han baade træt og hæs af at skrige. Efter 8 Maaneders Forløb afholdtes en offentlig Prøve i Skolen. Endelig slog han sejrrig igennem: han havde vist, skrev Myndighederne, at han forstod at vække og udvikle Evnerne selv hos de mindste og hos de forskelligst begavede Børn ved saa let fattelig en Fremgangsmaade, at enhver Moder, ja enhver forstandig Pige kunde anvende den hjemme under det huslige Arbejde. I Begyndelsen af Aaret 1800 var 26 fattige Børn fra det østlige Schweiz under Anførsel af en 24-aarig Skolelærer, Herman Krüsi, vandret til Burgdorf for der at optages som Plejebørn i menneskekærlige Familier. Pestalozzi gjorde Bekendtskab med den virksomme og omgængelige unge Mand og foreslog ham, at de skulde slutte sig sammen. Slottet, han boede i, fik han overladt til den ny Skole, og et rigt Liv blomstrede op derinde. Krtisi var levende greben af den 30 Aar ældre Pestalozzis Begejstring og dybsindige Krav paa en Undervisning, der fulgte Menneskenaturens Udviklingsgang Skridt for Skridt. Skolen fik stadig et venligere Udseende, Børnenes Glæde og Lærelyst og