Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 231 Sundhed var iøjnefaldende, Tilgangen voksede, af Børn fra alle Samfundsklasser, og med den Lærertallet. Bladene tog Parti for og imod Foretagendet efter deres politiske Farve; thi det forstod alle uvilkaarlig, at Pestalozzis Iver for Folkeundervisningen hang sammen med hans Kærlighed til Folkefriheden. Hans Planer blev et brændende Spørgsmaal i Schweiz, og Udlandet begyndte at rette Blikket imod dem. I Efteraaret 1801 udgav Pestalozzi det vigtigste af sine Skrifter om Undervisningen. „Hvorledes Gertrud underviser sine Børn,“ hedder det og behandler i Breve til en Ven de Erfaringer, han har gjort, og de Tanker, han vil bygge Fremtidens Skole paa. Han fælder en knusende Dom over Folkeundervisningen, som den er. „Saa vidt jeg har kendt den,“ siger han, „har den forekommet mig som et stort Hus, hvis øverste Stokværk vel straaler i høj, fuldendt Kunst, men kun bebos af nogle faa Mennesker. I det mellemste bor der allerede flere, men det skorter paa Trapper, ad hvilke de paa en menneskelig Maade kunne stige op til det øverste. Vise de Lyster til at klatre derop paa en dyrisk Maade, saa slaar man provisorisk en Arm eller et Ben, de kunde bruge dertil, itu paa dem. I det nederste Stokværk bor der saa en talløs Menneskehjord, som har fuldkommen samme Ret til Solskin og frisk Luft som de, der er højere oppe; men den bliver ikke blot overladt til sig selv i uhyggelige mørke Huller uden Vinduer, men man borer oven i Købet med Vold. Øjnene ud paa dem, som driste sig til saa meget som at løfte Hovedet for at kigge op til Glansen i det øverste Stokværk.“ Og nu selve Skolegangen. Efter at Børnene de fem første Aar af deres Liv har nydt alle Livsindtryk frit, saa lader man med ét „Naturen forsvinde foi deres