Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

232 HEINRICH PESTALOZZI. Øjne, pakker dem som Faar flokkevis ind i stinkende Stuer, lænker dem Timer, Dage, Uger, Maaneder og Aar ubønhørlig til Synet af usle, livløse, ensformige Bogstaver, til et Liv saa modsat deres tidligere, at det er til at blive rasende over“. Først møjsommelig lære Bogstaverne at kende, saa stave, til man mekanisk kan læse, saa læse, til man tankeløst har lært Katekismussen udenad — det er Skolens tomme Ordvisdom, som lærer Folk at snakke om Opgaver i Steden for at løse dem. L Modsætning hertil skal Barnet lære at se og høre, at iagttage og erfare, at samle Indtryk og ordne dem, at tilegne sig alt paa sin Maade, at faa gennem Arbejdet sine Aandsevner styrkede og udviklede, at føre sin Kundskab over i praktisk Færdighed, at staa i et personligt Forhold til sin Lærer, at opdrages gennem Undervisningen. Pestalozzi havde Følelsen af, at han nu gennem sin Anstalt høstede i Glæde, hvad han de lange For-beredelsesaar igennem havde saaet med Taarer. Regeringen støttede ham ikke blot med Løn og Husly, den gav ham Eneret paa Salget af hans Bøger og hjalp ham med Udbredelsen af dem, den knyttede til hans Anstalt en almindelig schweizisk Lærerskole, hvor hver Maaned 12 Skolelærere skulde oplæres i hans Under-visningsmaade. Fremmede kom rejsende og blev forbavsede over, hvad de saa: Den rastløse Pestalozzi, der fuld af arbejdende Tanker levede mere i sin indre Verden end i Virkeligheden, livlig og meddelsom, naar han blev greben af en Idé eller en Indvending, urolig jagende fra Værelse til Værelse, fra Lærer til Lærer, eller Dagen igennem siddende paa sit Kammer tænkende og skrivende, glad over Besøg, der kunde bringe hans Erfaringer videre om i Verden, opofrende ud over alle