Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

HEINRICH PESTALOZZI. 233 Grænser, hjærtevindende i sin Iver og Ubehjælpsomhed, naar han opfyldt af sin Sag talte et Sprog, der tit under Tankernes Pres kunde være uforstaaeligt, men fortolkedes gennem hans spillende Øjne og hans Ansigts vekslende Udtryk. Og rundt om ham en Ungdom, der, opdraget i den størst mulige Frihed, ikke kendte til nogen tillært Høflighed eller pertentlig Skoletone eller snor-ret Diciplin, men stod og sad, som hver havde Lyst, alle optagne af Undervisningen, mens Støjen af de mange Drengestemmer, der talte i Kor, tit kunde lyde gennem flere Værelser. Om Børnene altid var fornøjede, blev Pestalozzi spurgt. „De har, hvad de i hvert øjeblik behøver,“ svarede han, „Arbejdet svarer til deres Kræfter og Ønsker, hensigtsmæssige Legemsøvelser og Lege skifter med Undervisningen og udfylder deres Fritimer. Hvad skulde mine Børn savne, og hvor skulde de kunne blive tvære?“ Midt under sin daglige Virksomhed paa det gamle Slot i det maleriske Bjærglandskab kastede han sig ind i den politiske Forhandling. Kun gennem Lovgivningsarbejdet kan Fremtiden betrygges, og han kræver af Hensyn til den aandelige og sædelige, den økonomiske, sociale og politiske Løftelse af hele Folket en Omordning af Folkedannelsen, Retsplejen, Forsvarsvæsenet og Finansforvaltningen. Folkeskoler vil han have, i hvilke de fælles menneskelige Evner og Kræfter udvikles, Landbrugsskoler, Handelsskoler og Industriskoler til Fremme for Fagdannelsen. En Retspleje vil han have, der sikrer de fattiges Ret overfor de rige og givei enhver Spillerum for Anvendelsen af sine Kræfter. Et Forsvarsvæsen vil han have, der bygger paa den politiske Friheds- og Selvstændighedsfølelse, og ansei loi-svarets Ordning for umulig, hvor „Regeringens hele