Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

Opdragelse i Kina. Ny Tid. 1888. I Kina er Forholdet mellem Forældre og Børn Forbilledet for hele Samfundets Ordning. Kejseren, „den hellige Kejser“, „Himlens Søn“, „ti Tusend Aar“, er Folkets Fader og Moder. Hans Magt er uindskrænket som en Guddoms, Ærbødigheden for ham Tilbedelse. Kun knælende maa der tales til ham. Hans Trone, hans Lænestol, undertiden selve hans Klæder og hans Bælte er Genstand for en lignende Ærefrygt. „Man ser ikke paa, hvem du er, men hvad du repræsenterer.“ Hjemsøges Riget nogetsteds af Ulykker, viser Kejseren sin faderlige Følelse ved at faste og frasige sig al Fornøjelse. Han fritager den ramte Befolkning for de sædvanlige Skatter og skaffer den rigelig Hjælp. Han udtaler i sine Anordninger, hvor dybt han er rørt over sit Folks Hjemsøgeiser: „Jeg bærer det i mit Hjærte, jeg sukker Dag og Nat over dets Ulykker, jeg pønser uophørlig paa Midler til at gøre det lykkeligt.“ Han idømmer sine Hoffolk Stokkeprygl, naar de trænger til en faderlig Tugtelse, men er bag efter den samme imod dem som før. Ingen Dødsdom fuldbyrdes, uden at den er højtidelig stadfæstet af Kejseren. Alle