Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

25 OPDRAGELSE I KINA. over paa den ældste Søn, hvem de yngre Brødre deifoi skal bøje sig for i lydig Ærbødighed. „Ved Fødslen ere Menneskene af Naturen gode. Naturen nærmer dem til hverandre, Opdragelsen skilles dem. Hvis Barnet intet lærer, bliver Naturen værre. Opdragelsen har det Værd, som Læreren giver den,“ staar der paa den første Side i Børnenes første Læsebog. Og i et af Kinesernes klassiske Skrifter om Opdragelsen prises denne i følgende Lovtale: „Opdragelsen ei den største Velgerning i Verden. Gale ere de Forældre, som ikke lade deres Børn faa Undervisning; gale ere de Børn, som have Bøger og ikke lægge Vind paa at lære dem. Det er Uvidenheden, som avler de slette Lidenskaber og de raa Sæder. De uvidende bljve, naar de naa Mandsalderen, lastefulde og forbryderske; det ei, fordi de ikke have villet lære noget, at de senere komme til at krænke Lovene og udsætte sig for offentlige Straffe. Er det ikke hel sjældent at se dem, der have klart Begreb om Retfærdighed og Fornuft, og som kunne læse, blive forbryderske og lastefulde?“ Læreren ei en anset Mand, og Forældrene vælger ham; et offentligt Skolevæsen findes ikke. ..Hvem man én Gang har erkendt for sin Lærer, skal man hele sin Levetid ære som sin Fader,“ siger et kinesisk Ordsprog. „Naar en Discipel gaar paa Gaden med sin Lærer, maa han ikke fjærne sig fra ham for at tale med en anden, han møder; heller ikke maa han gaa i samme Linje som Læreren, men skal holde sig noget til højre. Naar hans Lærer støtter sig til hans Skulder for at sige ham noget ind i Øret, skal han holde Haanden for Munden for ikke at genere ham med sin Aande.“