Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

428 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. Sara trøstet af Abimelek og Ismael, og da Abraham endelig kommer hjem igen, besvimer hun flere Gange. I Slutningsscenen bringe de fornemme Gæster deres Lykønskninger og Bønderne deres landlige Gaver. Som et af disse Stykker er, saaledes ere de alle. XI. Naar Weises Lystspil efterhaanden tog Retningen bort fra det rent pædagogiske Formaal og gennem en eller anden Kærlighedsintrige søgte hen til det blot underholdende, saa har Tanken om Tilskuerne, Byens Borgere, maaske nok været en af Grundene dertil. Men hvem der efter en ganske anderledes storartet Maale-stok forstod ved saadanne Skuespils Hjælp at binde Folkemassernes Hjærter til sig og ved at henvende sig til Sanserne og Fantasien forstod at frembringe Indtryk, der ikke saa let fordunstede, det var Jesuitterne. Skolevirksomheden og den deraf udspringende Indflydelse paa Ungdommen var en af de Hovedopgaver, den unge Jesuitorden i sin praktiske og energiske Begejstring for Kirken havde stillet sig. I den Undervisningsplan, ratio atque institzitio studiorum societatis Jesu, som under Jesuitgeneralen Aquaviva fastsloges 1599 for alle kommende Tider, nævnes ogsaa Opførelsen af Tragedier og Komedier som Uddannelsesmiddel; dog bør de opføres sjældent, altid være skrevne paa Latin og have et fromt og helligt Indhold: heller ikke i Mellemakterne maa der indskydes noget, som ikke er sømmeligt eller ikke paa Latin, saa lidt som nogen kvindelig Person